
Nu vil Elon Musk bygge en by på Månen – men hvorfor?
I årevis har Elon Musk talt om at sende mennesker til Mars for at kolonisere den røde planet. Men så i februar kom der et opslag på X, hvor han udsætter sine Marsplaner til fordel for at bygge en by på Månen. Det ser ud til, at forklaringen skal søges i det nye projekt, SpaceX er gået i gang med, nemlig at sendes AI-datacentre ud i rummet – et emne, vi har behandlet i en tidligere artikel. Men lad os først se, hvad Musk skrev på X: "For dem der ikke er klar over det, har SpaceX allerede skiftet fokus til at bygge en selvvoksende by på Månen, da vi potentielt kan opnå det på mindre end 10 år, hvorimod det ville tage 20+ år for Mars." "SpaceX' mission forbliver den samme: at udvide bevidsthed og liv, som vi kender det, til stjernerne." "Det er kun muligt at rejse til Mars, når planeterne står i den rette stilling, hvilket sker med 26 måneders mellem rum, og desuden er rejsetiden seks måneder. Derimod kan man sende rumskibe til Månen med 10 dages mellemrum, ligesom rejsetiden kun er 2 dage. Det betyder, at vi kan arbejde meget hurtigere på at færdiggøre en by på Månen end på Mars." Det er jo store ord, men der er en grund til at man tager dem alvorligt, for ligesom den gamle verdensorden, vi har kendt siden anden verdenskrig, nu er ved at ændre sig, så er rumfarten ved at undergå en tilsvarende stor forandring, hvor store firmaer, og ikke bare regeringer, kan forme rumfartens fremtid. Og når firmaet hedder SpaceX, så er der virkelig grund til at lytte. Forklaring 1: Musk vil ikke miste sin position til konkurrenten Meddelelsen om, at SpaceX nu vil koncentrere sig om Månen, kom som en stor overraskelse. NASA ved endnu ikke, hvordan de skal landsætte mennesker på Månen med den bemandede mission Artemis 3, som efter planen skal finde sted om bare 2-3 år. Derfor har rumagenturet udliciteret opgaven med at udvikle et landingsfartøj til både SpaceX og konkurrenten Blue Origin. Den mest nærliggende forklaring på Musks nye månefokus er derfor, at SpaceX arbejder på netop dette landingsfartøj til Artemis 3. SpaceX vil landsætte mennesker på Månen med deres store Starship-raket, men kun 6 ud af de første 11 prøveflyvninger har været vellykkede. Desuden kræver det optankning i rummet, noget, man endnu ikke har prøvet. Samtidig arbejder Blue Origin på et alternativt landingsfartøj, som skal opsendes med deres New Glenn-raket, og deres projekt virker både mindre og lettere at gennemføre end det meget ambitiøse SpaceX projekt. Blue Origin har egentlig først kontrakt på at landsætte astronauter på Månen med Artemis 5 og 6, men nu er NASA begyndt at overveje, om de kan flyttes frem til Artemis 3, som SpaceX indtil nu har haft for sig selv. Hvis det sker, vil det være et alvorligt prestigetab for SpaceX. Samtidig kan det styrke New Glenn som konkurrent på opsendelsesmarkedet, hvor SpaceX i 2025 ellers sad på omkring 80 procent af alle opsendelser. Det er sikkert en del af forklaringen. Forklaring 2: Månen skal indgå i en storstilet plan om datacentre Men så kom Musk med en anden forklaring, som første gang blev omtalt i New York Times. Baggrunden er, at SpaceX nu er blevet sammenlagt med et andet af Musks mange firmaer, nemlig xAI, der arbejder med at udvikle kunstig intelligens (AI). Månen skal simpelthen bruges til at levere byggematerialer til de 1,7 millioner datacentre, som Musk håber at bygge med tiden. Det er nemlig dyrt at sende materialer ud i rummet på grund af Jordens ret stærke tyngdefelt. Således skal man op på en fart af 28.000 km i timen bare for at gå i bane. Men Månens tyngdekraft er meget svagere end Jordens. For at sende noget bort fra Månen med en kurs mod Jorden skal man kun op på en fart af 8.600 km i timen, og det betyder, at man kan anvende en magnetisk katapult, som er drevet af solenergi i stedet for en raket. Desuden er der jo en stor fordel, at man ved måneopsendelser ikke skal slås med luftmodstanden, som man skal ved opsendelser fra Jorden. En industri på Månen indebærer mange udfordringer Musk har uddybet denne b...