
Ny dansk model for fugleinfluenza afslører, hvor syge fugle befinder sig
Vilde fugle former landskabet og spiller en vigtig rolle i naturens dynamik. De fanger vores opmærksomhed med deres kald, svævende flugt og flagrende vinger. Nogle er standfugle, der altid findes i de naturområder, hvor vi går tur, mens andre er trækfugle, der kun kan ses på bestemte tidspunkter af året. Denne adfærd bidrager ikke kun positivt til naturens komplekse kredsløb og variation, men kan desværre også være med til at sprede den smitsomme sygdom fugleinfluenza. Vilde fugle kan bære virusset, som udgør en skjult trussel mod både fjerkræ, pattedyr og mennesker. Virusset findes både i en højpatogen (HPAI) og en lavpatogen (LPAI) udgave, afhængigt af hvor alvorlig sygdom den fremkalder. H5N1 er en konstant bekymring I disse år forårsager H5N1-varianten af HPAI mange udbrud blandt vilde fugle. Der er en konstant bekymring for at denne virus spredes til andre arter. I 2024 blev den for eksempel konstateret i kvæg i USA for første gang. Smittespredningen af fugleinfluenza er kompleks, og vi ved stadig meget lidt om, hvordan forskellige varianter af virus bevæger sig mellem arter, populationer og kontinenter. Det er lidt som at betragte et bjerg gennem en lup, stykke for stykke. Spredningen blandt danske fugle For at forudsige, hvordan fugleinfluenza i vilde fugle spreder sig i tid og rum, har vi udviklet en ny model, kaldet DanHPAIwild. Modellen tager højde for nyere forskning, der har vist, at virussets cirkulation afhænger af arten, klimaet og hvilke levesteder de deler. Den kan forudsige, hvordan HPAI-virus faktisk spreder sig blandt Danmarks vilde fugle, selv på steder, der er svære for forskere at nå. Modellen er udviklet som en del af ENIGMA projektet, som netop handler om at finde frem til en eller flere modeller, der kan hjælpe os med at forudsige (og dermed forebygge) smitte med fugleinflueza. Da vi udviklede DanHPAIwild-modellen, brugte vi fugleinfluenzasæsonen 2020-2021 som testsæson. Modellen kombinerer informationer om landskabstyper med observationer fra fugleinteresserede danskere, der gerne ville bidrage til forskning (såkaldt citizen science), midtvinter-optællinger, samt viden om arternes fødesøgning og trækmønstre. Da vi sammenlignede modellens bud på forekomsten af HPAI blandt danske fugle, stemte det godt overens med de faktiske fund af fugleinfluenza, som figuren nedenfor viser. Til venstre er det modellens bud, mens det er de faktiske fund til højre i kvartaler. Hvad ville der ske, hvis vi fjernede halvdelen af de smittede fugle? Værktøjet er ikke kun nyttigt til at følge med i, hvordan nye tilfælde af HPAI udvikler sig i Danmark, det kan også bruges til at afprøve hypotetiske scenarier. For eksempel viser modellen, at hvis man fjerner halvdelen af de døde fugle, der er smittet, kan dødeligheden fra fugleinfluenza reduceres med 38 procent. At fjernelse af smittede fugle kan have en effekt, er også blevet rapporteret i andre studier, blandt andet et studie, der fokuserede på splitterner i Nordvesteuropa. Dog kan denne praksis også risikere at øge smittespredning ved at forstyrre fuglekolonierne så virus spredes endnu mere. Med værktøjet kan vi nu lege 'gemmeleg' med virussen og opspore potentielle tilfælde hos vilde fugle – også dér, hvor vi har sparsomme fund af fugleinfluenza. Det giver muligheden for en tidlig risikovurdering af potentiellle udbrud, som ellers kunne udvikle sig i det skjulte. Modellen finder de manglende brikker i puslespillet De danske myndigheder indsamler sygdomsrapporter om tilfælde af HPAI. Fra oktober 2020 til juni 2025 har virus været særdeles aktiv: I alt er 860 syge eller døde vilde fugle testet positive for fugleinfluenza i Danmark, som det kan ses på modellen nedenfor. Men disse rapporter viser stadig kun toppen af HPAI-isbjerget, da de fleste tilfælde sandsynligvis ikke opdages, og virus kan ubemærket fortsætte med at forurene miljøet – og endda snige sig ind på vores fjerkræbesætninger. Men når vi fodrer vores model med rapporterne, kan den altså forudsige, hvordan fug...