
Ny DNA-støvsuger afslører dyrene, der gemmer sig i dansk natur
Dyr kan gemme sig i skoven, flyve højt over trætoppene eller bevæge sig, når ingen mennesker kigger. Men de efterlader stadig bittesmå DNA-spor i luften fra blandt andet hår, fjer og hudceller. Nu har forskere brugt en særlig 'DNA-støvsuger' til at indfange sporene og afsløre, hvilke dyr der lever i tre danske naturområder. Det skriver Københavns Universitet på baggrund af to nye studier, der er udgivet i de videnskabelige tidsskrifter Communications Biology og Methods in Ecology and Evolution. Støvsugere består blandt andet af en computerblæser, der trækker luft gennem et filter. På filteret sætter der sig miljø-DNA, altså genetiske spor, som dyr efterlader i deres omgivelser. Forskerne tog luftprøver på Kalvebod Fælled ved København, Æbelø på Fyn og i Lille Vildmose i Nordjylland. På Kalvebod Fælled fandt de blandt andet DNA fra fugle såsom vibe, dobbeltbekkasin og skægmejse. I Lille Vildmose fandt de spor efter europæisk bison, natugle og stor flagspætte, mens prøverne fra Æbelø blandt andet afslørede havørn, skovhornugle og dådyr. Forskerne fandt ikke DNA fra dyr, der kun lever langt fra de undersøgte områder. Det tyder ifølge Københavns Universitet på, at støvsugeren især opfanger DNA- spor fra det lokale dyreliv. Forskerne håber, at metoden i fremtiden kan bruges som et ekstra redskab til at overvåge biodiversiteten. Den kan for eksempel hjælpe med at opdage truede arter, finde invasive arter, før de bliver et problem, og vise, hvordan tiltag til at beskytte naturen påvirker dyrelivet i et område.