Ny forskning: Vores pupiller ændrer størrelse i takt med vejrtrækningen
Du har sikkert hørt den gamle talemåde, at øjet er et vindue til sjælen. Nu viser det sig, at øjnene også er forbundet med, hvordan vi trækker vejret. Forskere har længe studeret pupillernes størrelse for bedre at forstå opmærksomhed, følelser og endda sygdomme og lidelser. Men nu afslører ny forskning overraskende nok, at pupillerne ændrer størrelse i takt med vores vejrtrækning. Vores pupiller ændrer sig konstant; de justerer sig løbende som reaktion på både eksterne og interne faktorer. De fleste ved nok godt, at pupillerne - ligesom et kameras blænde - styrer, hvor meget lys der bliver lukket ind i øjet. Det kan du nemt teste selv: Stil dig foran et spejl, så kan du se, hvordan pupillerne trækker sig sammen og bliver små i stærk belysning, og hvordan de udvider den sig og bliver store i svag belysning. Denne proces påvirker direkte vores visuelle perception. Større pupiller hjælper os med at se utydelige objekter, især i vores perifere syn (som også kaldes orienteringssynet), mens mindre pupiller hjælper os til at stille skarpere til opgaver som for eksempel læsning. Faktisk er denne refleks så pålidelig og 'driftsikker', at lægerne bruger den til at vurdere hjernens funktion. Hvis pupillerne ikke reagerer på lys, kan det være tegn på en medicinsk nødsituation som for eksempel et slagtilfælde. Pupillerne reagerer ikke kun på lysforholdene i omgivelserne. Det er også veldokumenteret, at vores pupiller trækker sig sammen, når de fokuserer på et nærliggende objekt, og udvider sig som reaktion på kognitiv anstrengelse eller følelsesmæssig ophidselse. Som Irene Löwenfeld, der var foregangskvinde i forskningen af øjet, engang sagde: "Mennesket enten rødmer eller blegner som reaktion på følelsesmæssig ophidselse, men pupillerne udvider sig uanset hvad". Af denne grund bruges pupilstørrelse ofte i psykologien og i neurovidenskabelig forskning som et mål for mental indsats, anstrengelse og opmærksomhed. I mange årtier var disse tre pupil-reaktioner de eneste, som forskerne var sikre på eksisterede. Nu har jeg sammen med et team af forskere ved Karolinska Institutet i Stockholm og Universitetet i Groningen i Holland bekræftet, at vejrtrækningen er en fjerde. Vi har navngivet pupillernes respons 'pupillær respiratorisk faserespons' ('pupillary respiratory phase response'), for pupillernes tendens til at være størst under udåndingen og mindst omkring starten af indåndingen. I modsætning til andre pupil-reaktioner har denne respons sit udspring i kroppen, og den sker konstant - og som noget helt unikt, dækker denne respons både udvidelse og sammentrækning. Der har faktisk været anekdotiske tegn på en sammenhæng mellem vejrtrækning og pupillerne i mere end 50 år, men da forskerholdet gennemgik tidligere studier, var evidensmængden i bedste fald utilstrækkelig. I betragtning af hvor ofte pupilstørrelse bruges i både medicin og forskning, indså vi, at det var afgørende at undersøge dette forhold nærmere. Med 5 eksperimenter med mere end 200 deltagere bekræftede vi, at pupilstørrelsen svinger synkront med vejrtrækningen, og at denne effekt er bemærkelsesværdig robust. Til vores eksperimenter inviterede vi deltagerne til vores laboratorium, hvor vi registrerede deres pupilstørrelse og vejrtrækningsmønster, mens de slappede af eller udførte opgaver på en computerskærm. Vi varierede systematisk de andre vigtige pupilresponsfaktorer i løbet af hele undersøgelsen - belysning, fikseringsafstand og den mental indsats, som opgaverne krævede. Den måde, vejrtrækningen påvirkede pupillerne, var i samtlige tilfælde konstant. Vi undersøgte også, hvordan forskellige vejrtrækningsmønstre påvirkede responsen. Deltagerne blev instrueret i udelukkende at trække vejret gennem næsen eller munden samt justere deres vejrtrækningshastighed ved enten at gøre vejrtrækningen langsommere eller hurtigere. I samtlige tilfælde opstod det samme mønster: Pupillernes størrelse var mindst omkring begyndelsen af indåndingen og størst under udåndingen. Denne opdagelse ænd...