
Nyt studie sætter tal på antal skridt og mindsket risiko for kræft
Det skulle være så sundt at gå. Det har videnskaben vist utallige gange. Senest har forskere undersøgt, hvor mange daglige skridt folk har gået, og hvor stor en risiko de sidenhen har haft for at få kræft, skriver Berlingske. I det nye studie, publiceret i tidsskriftet British Journal of Sports Medicine, har forskere indsamlet data fra i alt 85.394 personer i alderen 56 til 68 år ved brug af aktivitetsmålere over syv dage. Ud af de mange deltagere, blev 2.633 diagnosticeret med en kræftsygdom indenfor de efterfølgende fem til seks år. I studiet når forskerne frem til, at de personer, som gik 7.000 skridt om dagen - uanset tempo - havde 11 procent lavere risiko for at få kræft sammenlignet med gruppen, der kun går 5.000 skridt om dagen. "Det er jo interessant og lidt overraskende, at undersøgelsen viser, at tempoet ikke ser ud til at betyde noget for kræftrisikoen," siger professor i fysisk aktivitet og sundhedsadfærd fra SDU Cecilie Thøgersen-Ntoumani til Berlingske. Ved 9.000 skridt om dagen ser risikoen ud til at være reduceret med 16 procent sammenlignet med gruppen, der kun går 5.000 skridt om dagen. Men der var ingen yderligere målbar effekt ved personer, som gik mere end 9.000 skridt om dagen. Bemærk, at der i studiet er tale om en statistisk sammenhæng (en såkaldt korrelation), og at der skal andre typer undersøgelser til for at fastslå en årsagssammenhæng - altså i hvor høj grad det er skridtene i sig selv, der mindsker risikoen. For om det er skridtene alene, eller om folk, der normalt går 9.000 skridt om dagen, generelt lever sundere og mere aktive end dem, der blot nøjes med at gå op mod 5.000 skridt om dagen, vides ikke med sikkerhed.