Nyt studie udfordrer myte: "Gale danskere blev ikke bare kasseret i gamle dage"

I et lille retslokale i Vestjylland sidder skrædderen Christen Gregersen i året 1770 og afventer dom. Han har myrdet sin egen datter og har tilstået gerningen. Spørgsmålet er bare, om han var sindssyg i gerningsøjeblikket, eller om han var velfungerende med onde hensigter? "Den type sager blev ofte afgjort af vidnesbyrd fra præster, der var de mest udbredte embedsmænd på det tidspunkt i historien," forklarer Benjamin Brandt Christiansen, der er historiker og postdoc på Københavns Universitet. Han står bag en ny ph.d.-afhandling, der er med til at kaste lys over en ukendt del af dansk psykiatrihistorie i 1700-tallet. Benjamin Brandt Christiansen har møjsommeligt læst breve og optegnelser i gotisk håndskrift fra stiftøvrigheds-arkiver. I de dokumenter, han har læst, fremgår 70 sager, der minder om Christen Gregersens fra Ribe. Dokumenterne afslører, at præster dengang havde lige så høj status som læger, når det gjaldt evnen til at afgøre retssager. Men derudover opdagede han noget andet interessant: "Det er helt tydeligt, at man i disse kriminalsager er meget optagede af at finde ud af, om gerningspersonen var 'rasende afsindig', altså psykisk syg, eller om personen handlede bevidst," forklarer Benjamin Brandt Christiansen. Christen Gregersen, der dræbte sin datter, blev eksempelvis først vurderet til at have været ved sine fulde fem i gerningsøjeblikket og blev idømt piskeslag og dødsstraf. Men dommen blev efterfølgende anket, og han blev erklæret for rasende afsindig eller gal, da han begik mordet. "Christen Gregersen blev låst inde i en lille celle, og intentionen var, at han kunne lukkes ud, når han fik det bedre mentalt. Det er bare ét eksempel på, at man ikke bare kastede de syge på porten," forklarer Benjamin Brandt Christiansen. Han baserer blandt andet sine vurderinger på fundet af nogle gamle beskrivelser af mål på størrelsen af opbevaringsrum til psykisk syge, som han har gravet frem i bunken af papirer fra 1700-tallet. "Jeg fandt tegninger og mål på tre såkaldte dårekister. Det er en slags celle, hvor man opbevarede psykisk syge mennesker, der oftest havde begået noget ulovligt, men var fundet ikke-strafbare. Sådan en blev Christen sat i," siger han. Og selvom det måske ikke lyder særligt humant, at man i 1700-tallet lod mennesker, der blev betragtet som gale, sidde i disse dårekister i flere måneder, var intentionen, at de gale skulle lukkes ud igen. "Dengang havde man ikke nogen steder at gøre af dem, der ikke kunne tage vare på sig selv. Så man byggede de her små træceller ind i hospitalsbygninger, hvor man kunne holde øje med de syge og sørge for, at de ikke gjorde skade på sig selv eller andre," forklarer Benjamin Brandt Christiansen. De små træceller er blandt andet blevet fundet indbygget på hospitaler i Helsingør, København og Slagelse. Cellerne målte mellem 1,6 og 5,3 kvadratmeter. "Så der har kun været plads til en seng og en lille potte, man kunne bruge som toilet," uddyber Benjamin Brandt Christiansen. En af dem, der foruden Christen Gregersen blev sat i dårekiste, var Lene Andersdatter fra Helsingør. Hun angreb i 1762 en tilfældig ung pige på gaden, som, hun råbte, var en 'soldaterhore' og en 'tyvekvinde', mens hun slog på hende. Lene havde ikke det store motiv for at banke løs på den tilfældigt forbipasserende, så man vurderede i hendes retssag, at hun var 'rasende afsindig', psykisk ustabil. Derfor blev hun spærret inde i en dårekiste. "Jeg kan se i dokumenterne, at myndighederne siden revurderer på grund af hendes opførsel på hospitalet. Man når frem til, at hun er bevidst ondsindet og flytter hende til tugthuset på Christianshavn, der var et slags fængsel," fortæller Benjamin Brandt Christiansen. Andre fik det dog bedre efter at have været i dårekiste et par måneder og blev lukket ud. Det gennemsyrer de historiske papirer, at man har haft et stort ønske om at få folk til at vende tilbage til samfundet og bidrage igen. Og i det ligger også en forestilling om, at psykisk sygdom ikke nødvendigvis var...