
Offentlige misbrugscentre tilbyder øreakupunktur. Men der er ingen evidens for, at det virker
Det kan lyde som et vidundermiddel. Ved at få fem nåle korrekt placeret i hvert øre bliver patienter efter sigende bedre rustet mod en lang række problemer, fysiske som psykiske: Stress, aggression, kramper, træthed, søvnproblemer, tics, tankemylder, depression og panikanfald, alkoholmisbrug. Det er i hvert fald, hvad NADA Danmark (National Acupuncture Detoxification Association) lover, at den særlige øreakupunktur kan gøre for patienterne. Og det er der tilsyneladende særdeles mange misbrugscentre i hele landet, der køber ind på - hele 78 procent af de offentlige behandlingssteder. Der er bare et problem med lovningen om de mange gode effekter, ifølge professor i alkoholbehandling Ulrik Becker: "Der er ikke videnskabelig evidens for, at det har nogen som helst positiv effekt at stikke nåle i folks ører," siger han til Videnskab.dk. Det viser et metastudie - en videnskabelig gennemgang af forskning på området - som blandt andre han har lavet for Sundhedsstyrelsen. Men betyder det, at man bør stoppe med at uddanne kommunalt personale til at tilbyde øreakupunktur som led i alkoholbehandlingen? Ja, siger flere forskere. Nej, siger flere kommunale ledere. NADA-metoden blev udviklet i USA i 1970'erne ud fra principper i traditionel kinesisk medicin. I Vesten også kaldet alternativ medicin. Den kom i år 2000 til Danmark med behandleren Lars Wiinblad, som stadig leder NADA Danmark, der som de eneste afholder diplomgivende kurser for danske NADA-behandlere. Og det er altså kurser, som tre ud af fire offentlige alkoholbehandlingscentre i Danmark sender deres ansatte på. Det bliver derefter tilbudt til borgere i blandt andet behandling for alkoholproblemer som et led eller supplement i deres behandling - dog aldrig som selve behandlingen. "Jeg synes ærligt talt, at det er mærkeligt," siger Ulrik Becker, der er professor ved Statens Institut for Folkesundhed. "Alkoholbehandlingen er et område, der i forvejen er voldsomt presset på ressourcer, og så forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor man prioriterer at bruge penge på noget, der ikke er evidens for." Det er ellers ikke, fordi forskere ikke har forsøgt at undersøge, hvorvidt NADA og akupunktur generelt virker. "Der er ikke lavet mange reelle studier om virkningen af NADA på alkoholbehandling. En del af problemet er, at der kan være udfordringer med studiernes metoder. For hvad søren sammenligner man nåle i øret med," spørger Ulrik Becker. I nogle af forsøgene har forskere sammenlignet NADA-behandling med patienter, der ikke har fået NADA-behandling, med patienter i andre former for alternativ behandling eller med 'sham-akupunktur', hvor nålene sættes i andre steder, end akupunkturformen ellers tilsiger. "Men de fleste af dem følger ikke gode kvalitetsprincipper for den type forskning. Der er for få testpersoner, for uklare projektmål eller andre usikre metoder. Og så kan der være en publikations-bias, hvor man kun udgiver resultater, hvis de ser positive ud," siger Ulrik Becker. Den officielle konklusion fra forskerne til Sundhedsstyrelsen er altså, at der ikke er evidens for, at NADA har nogen gavnlig effekt. Ude i kommuner og regioner er lederne på området bekendt med, at der mangler evidens for, at NADA har en effekt. Alligevel holder de fast i at tilbyde deres ansatte kurser, så det kan indgå i behandlingerne. "Det er rigtigt, at vi reelt ikke ved, om det virker," siger Nikolaj Olsen, centerchef for Center for Forsorg og Behandling i Region Hovedstaden. "Men når jeg taler med dem, der arbejder på området, og får feedback fra brugerne, så har vi på centret en klar oplevelse af, at det virker." Men I skriver på jeres hjemmeside, at jeres behandling er evidensbaseret. Hvorfor så bruge NADA? "Det er vigtigt at sige, at det ikke er en del af selve behandlingen, men et af mange supplerende tilbud til patienterne." Samme melding lyder fra den modsatte ende af landet, hvor Tina Sølvkjær, leder for rusmiddelcentret og værestederne i Thisted Kommune, har samme oplevelse. "Vi er med på, at de...