Polarforskeren Knud Rasmussen var med til at forme Danmarks politik i Grønland

At ankomme til en ny tid er også at ankomme til en ny fortid. Derfor må historien hele tiden skrives om. Også den, der handler om enkeltpersoners rolle i den. Der er i disse år en stigende opmærksomhed om Danmark som kolonimagt, herunder som kolonimagt i Grønland - og polarforskeren Knud Rasmussen er en af de personer, der har haft størst betydning for det dansk-grønlandske forhold. Derfor er det en nærliggende opgave at få belyst, hvordan han opfattede sin rolle i en kolonipolitisk sammenhæng. Og hvordan han agerede i forhold til den. Det har jeg undersøgt i min nye bog 'Knud Rasmussen og Grønlands kolonihistorie', som denne artikel bygger på. Knud Rasmussen er nok mest kendt for sine 7 Thule-ekspeditioner, de fleste med hundeslæde, hvor han i årene 1912 til 1933 rejste i Grønland og det øvrige Arktis og dokumenterede inuits levevis, sagn og traditioner. Selv om der er skrevet meget om Knud Rasmussen, er hans politiske indsats dog kun sporadisk berørt. Blandt andet fordi hverken hans samtidige eller eftertiden har opfattet ham som engageret i koloniale spørgsmål eller grønlandspolitik. Men intet kan være mere forkert. Sandt nok gjorde han sig ikke gældende som politiker, hverken på dansk eller grønlandsk grund. Men det betød ikke, at det meste af hans virksomhed ikke på den ene eller anden måde rummede en kolonial og grønlandspolitisk dimension, og at han må ses som en central aktør i disse sammenhænge. En liste over vigtige politikområder i Grønland i første halvdel af 1900-tallet kan for eksempel se sådan ud: Dansk suverænitet i Grønland Dansk lovgivning for Grønland Grønlandsk selvstyre Monopolhandel Erhvervsliv Uddannelse Sprogspørgsmål Kulturliv National identitet Knud Rasmussen har ikke blot sine bestemte meninger på alle disse områder, men tager også vigtige initiativer ud fra dem. Det kan ikke nøjere dokumenteres i denne korte omtale, men lad mig nævne et par eksempler fra bogen. Når det gælder dansk suverænitet i Grønland, skal vi huske, at de danske kolonier i Grønland i begyndelsen af 1900-tallet kun omfattede en række byer og bygder på vestkysten fra Kap Farvel til Upernavik samt en enkelt koloni på østkysten, det nuværende Tasiilaq. Resten var så at sige ingenmandsland. I 1910 anlægger Knud Rasmussen en handelsstation i Thule nord for Melvillebugten, et område uden for det danske Grønland. I ingenmandslandet. Det gør han blandt andet for at sikre dette område for Danmark. Den danske stat var på det tidspunkt ikke interesseret i en kolonisering af området, så der er tale om en privat kolonisering. Den får imidlertid stor betydning, for efterhånden bliver staten klar over, at det vil være uheldigt, hvis amerikanere, tyskere eller nordmænd sætter sig fast deroppe. Der er planer herom hos repræsentanter for alle tre nationer. Derfor indgår udenrigsminister Erik Scavenius i 1916 en aftale med amerikanerne om, at de ikke vil modsætte sig Danmarks overhøjhed i hele Grønland - altså, at Danmark havde politisk magt over hele landet. Det bliver så starten på aftaler med andre stormagter. Senere forklarer Scavenius, at det var en række samtaler, han havde med Knud Rasmussen i 1910 og 1913, der overbeviste ham om det rigtige i at indgå disse aftaler. Så Knud Rasmussen har spillet en afgørende rolle for, at blandt andet amerikanerne ikke senere har annekteret Grønland. Dét, som Trump nu truer med. Lykkes han med det, er der derfor tale om et klart traktatbrud. Senere, i 1931-32, foretager Knud Rasmussen to ekspeditioner til Østgrønland. Der er tale om videnskabelige ekspeditioner. Men efter aftale med statsminister Thorvald Stauning er videnskaben samtidig dække for et politisk formål, nemlig at holde øje med nordmændene og forhindre dem i at annektere områder i Østgrønland. Det forsøger de på det tidspunkt, fordi det er et gammelt norsk fangstområde. Danmark indklager i forlængelse heraf Norge for den internationale domstol i Haag. Her optræder Knud Rasmussen som talsmand for de grønlandske landsråd, som støttede Danmark;...