
Pumaer i Patagonien mæskede sig i pingviner - men nu har noget ændret sig
Pumaerne i en nationalpark i Patagonien i Argentina spiser pingvinerne, og det har fået de store kattedyr til at ændre adfærd over for hinanden. Det skriver Live Science på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society B. Det var i sin tid fåreavlere i Patagonien, som tvang pumaerne ud af regionen i det 20. århundrede. Og andre arter har nydt godt af pumaernes fravær. Blandt andet har en gruppe pingviner (Spheniscus magellanicus) etableret en ynglekoloni bestående af cirka 40.000 ynglende par. Men efter at Monte Leon Nationalpark blev etableret i 2004, er pumaerne begyndt at vende retur. Og pingvinkød har tilsyneladende været en særdeles tiltalende spise for de sultne pumaer, kunne det tyde på, eftersom forskere har fundet pingvinrester i pumaernes afføring. "Vi troede, at det var et par individer, der gjorde det. Men da vi kom derhen, bemærkede vi et væld af pumaer i nærheden af pingvinkolonien," udtaler Mitchell Serota, medforfatter på studiet, til Live Science. I det nye studie brugte forskerne kameraer til at estimere, hvor mange pumaer der levede i nærheden af pingvinernes ynglekoloni - en to kilometer lang strandstrækning inde i nationalparken. Her sporede forskerne 14 pumaer med GPS-halsbånd og undersøgte de steder, hvor pingvinerne blev dræbt i årene mellem 2019 og 2023. Ni af pumaerne, de sporede, jagede pingviner, men fem ikke gjorde. Her opdagede forskerne, at pumaer, der spiste pingviner, havde større variation i deres levested i årenes løb. De pingvinspisende pumaer holdt sig tæt på pingvinkolonien, når de ynglede. Men de holdt sig dobbelt så langt væk, når fuglene forlod kysten om sommeren. Samtidig interagerede pumaerne, der spiste pingviner, også oftere med hinanden end pumaer, der var afhængige af andre byttedyr. Det skyldes - ifølge forskerne - formentlig, at de pingvinspisende pumaer ikke behøvede at konkurrere så meget om føden, da der var rigeligt med pingviner at mæske sig i. Normalt er voksne pumaer nemlig enspændere, der har store levesteder for at sikre, at de har nok bytte til dem selv og deres unger.