Rester af forhistorisk næsehorn fundet i maven på 14.000 år gammel ulveunge

Den sibiriske kulde gemmer på mange hemmeligheder. En af dem har forskere nu fundet i maven på en 14.000 år gammel, mumificeret ulveunge, viser et nyt studie. Da forskerne åbnede ulveungens mavesæk, lå der stadig et lille stykke muskelvæv tilbage fra dens sidste måltid: kød fra et uldhåret næsehorn (Coelodonta antiquitatis) - en art, der uddøde for mere end 14.000 år siden ved slutningen af den sidste istid. Forskerne bag studiet forestiller sig, at ulven døde kort efter at have mæsket sig i kødet fra næsehornet. Kort tid efter døde ulven selv, og både rovdyr og bytte blev hurtigt indkapslet i den frosne jord. Et overraskende sundt næsehorn Det lille stykke næsehornskød i ulvens mave viste sig at være guld værd. Forskerne har nemlig formået at kortlægge hele arvemassen fra det 14.400 år gamle væv. Noget, der aldrig før er gjort ud fra maveindhold. Mikkel Winther Pedersen, adjunkt ved Globe Institute, Københavns Universitet, er begejstret for det nye studie. Han forklarer, at forskere normalt må nøjes med fossiler, når de vil undersøge uddøde dyr. "Men her har vi en ny type kilde: maveindhold fra et dyr, som blev indkapslet i permafrosten. Det er ret usædvanligt," siger han. Samtidig udfordrer studiets resultater en udbredt forklaring på, hvordan arter uddør. Normalt forventer forskere at se tegn på såkaldt genomisk erosion, hvor små og pressede bestande får problemer med indavl, tab af genetisk variation og ophobning af skadelige mutationer. Men det var slet ikke tilfældet her. "Vores analyser viste et overraskende stabilt genetisk mønster uden ændringer i indavlsniveauer gennem titusinder af år før det uldhårede næsehorns uddøen," fortæller Edana Lord, medforfatter på studiet og tidligere postdoc ved den svenske forskningsinstitution Centre for Palaeogenetics, i en pressemeddelelse. Med andre ord: Næsehornene var genetisk sunde, helt frem til kort tid før de forsvandt. I stedet peger forskerne på, at hurtige klimaforandringer ved slutningen af istiden sandsynligvis var den afgørende årsag til næsehornets uddøen. "Temperaturstigninger kan ændre landskabet dramatisk. Hvilke planter der vokser hvor, og dermed hvad store planteædere kan spise. Hvis det går for hurtigt, kan selv store, sunde bestande ikke nå at tilpasse sig," siger Mikkel Winther Pedersen. Selvom mennesker havde levet i det nordøstlige Sibirien i omkring 15.000 år, før næsehornene forsvandt, tyder den genetiske stabilitet på, at menneskelig jagt næppe var hovedårsagen. Klimaet ser ud til at have givet det endelige dødsstød. En lektie fra fortiden Selvom fundet stammer fra istiden, rækker betydningen langt ind i nutiden, forklarer Mikkel Winther Pedersen. For det første kan studiet hjælpe forskere med at vurdere risikoen for, at nulevende arter uddør. Når man ved, hvordan en genetisk sund bestand kan forsvinde hurtigt, bliver det lettere at genkende faresignaler i dag. For det andet viser studiet, at der findes nye og overraskende kilder til gammelt DNA - ikke kun knogler og fossiler, men også maveindhold. Og endelig minder fundet os om, hvor sårbare selv store og tilsyneladende robuste dyrearter kan være, når klimaet ændrer sig hurtigt. En lektie fra fortiden, som kan vise sig at være særdeles relevant i en tid med hastige klimaforandringer, påpeger Mikkel Winther Pedersen.