Rigsrevisionen blev mere kritisk, da den blev flyttet væk fra regeringen

I 2009 og 2010 uddelte Folketinget næser til daværende statsmininister Lars Løkke Rasmussen og til daværende økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen på baggrund af en kritisk beretning fra Rigsrevisionen. Den fremlagde, at VK-regeringen i sine bestræbelser på at fremme private sundhedstilbud havde overbetalt privatsygehusene. Dette er ét blandt mange eksempler på, at Rigsrevisionens beretninger bruges af Folketinget til at opdage og kritisere ineffektiv eller direkte ulovlig brug af offentlige midler i staten. Eksemplet med næser til ministre viser, hvordan Rigsrevisionen understøtter Folketingets kontrol med regeringen. Et relevant spørgsmål lyder, om det betyder noget, hvor kontrollen med regeringen er placeret organisatorisk. Det kan man undersøge, fordi Rigsrevisionen tilbage i 1991 blev flyttet fra Økonomiministeriet til Folketinget, og altså dermed væk fra regeringen. Vores formodning er, at når Rigsrevisionen flyttes væk fra et ministerium, som jo kontrolleres af regeringen, så vil dens beretninger blive mere kritiske. I denne artikel deler vi vores undersøgelse - og vi kan afsløre, at rigtig meget peger på, at det har en stor betydning. Der er nemlig forskel på, hvor kritiske beretningerne fremstår i tre perioder før, under og efter overflytningen. Vi har i vores forskning to kriterier for, hvornår Rigsrevisionens beretninger har reel betydning: 1. Beretningerne skal være sandfærdige og kritiske. Det vil sige, at beretningerne ikke må forsøge at undgå emner eller sløre uregelmæssigheder. 2. Folketinget skal benytte sig af dem - for eksempel ved at kritisere regeringens anvendelse af offentlige midler. Vi forventer, at uafhængighed af regeringen er en forudsætning for, at Rigsrevisionen kan optræde kritisk og relevant for Folketinget. Denne artikel vil derfor belyse, om Rigsrevisionen blev mere kritisk, da den overgik fra Økonomiministeriet til Folketinget tilbage i 1991. Samtidig undersøger vi, og om Folketinget har benyttet Rigsrevisionens beretninger mere efter overflytningen. Graden af kritik i beretningerne undersøger vi ved at se på de kommentarer, som statsrevisorerne kommer med (statsrevisorerne er dem, der formulerer konklusioner på baggrund af Rigsrevisionens arbejde - se faktaboks ovenfor). Denne indirekte indikator er valgt, da Rigsrevisionen ikke selv udtaler direkte politisk kritik. Vi mener, at det er en troværdig indikator, da sammensætningen af statsrevisorerne er stabil omkring tidspunktet for overflytningen. Datakilden udgøres af statsrevisorernes bemærkninger til samtlige Rigsrevisionens beretninger i tre perioder ad fem år, nemlig 1981-85 (128 beretninger), 1989-1993 (81 beretninger) og 1997-2001 (72 beretninger). Det er i alt 281 beretninger. Statsrevisorernes formuleringer af deres bemærkninger har været standardiserede siden 1970'erne. Vi har valgt at inddele bemærkningerne i fem kategorier eller karakterer. Positiv, kritik under middel, middel kritik, skarp kritik og skarpeste kritik. Kriterierne for vores inddeling kan ses i denne tabel (åbner i nyt vindue) Statsrevisorerne benytter ikke samme gradsinddeling for positiv kritik. Endelig findes der beretninger, hvor statsrevisorerne enten ikke har nogen kommentarer, eller hvor deres kommentarer fremstår neutrale. Dem har vi slået sammen som ingen/neutrale. Langt hovedparten af disse beretninger skyldes, at statsrevisorerne ikke havde nogen bemærkninger. Vores analyse viser, at langt over halvdelen af beretningerne fra perioden 1981-1985 (hvor Rigsrevisionen hørte under Økonomiministeriet) ikke gav anledning til bemærkninger fra Statsrevisorerne. I perioden fra 1997-2001, hvor rigsrevisionen refererede til Folketinget, var det kun omtrent hver fjerde beretning, som ikke gav anledning til bemærkninger. Ser man på udviklingen i graden af kritik over en periode på fem år, synes der at være et klart mønster - se Tabel 2. Antallet af under middel og middel kritik falder markant mellem den første periode (1981-85) og den sidste periode (1997-2001)...