
Sådan laver du den stærkeste kaffe, ifølge ny forskning
Hver dag drikkes der milliarder af kopper friskbrygget kaffe verden over. Men der kan måske være længere mellem kopperne i fremtiden på grund af klimaforandringer og kaffelandbrugets specifikke krav. Derfor har forskere sat sig for at lave den stærkeste kop kaffe med så lidt malet kaffe som muligt. Det skriver American Institute of Physics i en pressemeddelelse. Tricket til den gode kop kaffe er ved at bruge 'pour over'-metoden, skriver forskerne i et nyt studie, der er udgivet i tidsskriftet Physics of Fluids. Her skal man langsomt hælde en strøm af varmt vand over malede kaffebønner i en kaffebrygger - og det kræver særlig teknik for at få den perfekte kop kaffe: "Vi anbefaler, at man hælder fra så høj en højde som muligt, mens man bevarer en laminar strømning, hvor vandstrålen ikke bryder op, når den rammer kaffebønnerne," siger Ernest Park, der er hovedforfatter til studiet, i pressemeddelelsen. Når vandstrålen er kraftig, men målrettet, kan vandet blandes bedre med kaffen, og dermed får man en stærkere kaffe med færre bønner, siger forskerne. Forskerne fandt samtidig ud af, at man nemmere kunne opnå den teknik ved at bruge en kedel med svanehals. For hvis vandstrålen er for svag, brydes den op i små dråber, og vil ikke blande sig effektivt med kaffen. "Vi kan virkelig lære noget fra både et kemi- og fysik-perspektiv ved at se på køkkenet," siger studiets medforfatter Arnold Mathijssen i pressemeddelelsen: "Det fører til ny videnskab, hvor man ikke havde regnet med det." Så modsat mange andre videnskabsforsøg: Dette må du faktisk gerne prøve derhjemme!