Salg af Grønland til USA? Det har været i spil flere gange i historien
20. januar 2025 blev Donald J. Trump for anden gang taget i ed som USA's præsident. I hans på alle måder særegne indsættelsestale dukkede følgende erklæring op: "De Forenede Stater vil endnu engang betragte sig selv som en voksende nation; en der forøger vores velstand, udvider vores territorium, opbygger vores byer, øger vores forventninger og bærer vores flag mod nye horisonter." I samme del af talen sneg et begreb sig også ind, som ingen amerikansk præsident havde anvendt siden 1800-tallet - "manifest destiny" - forestillingen om USA's gudgivne ret til at sprede sig over det nordamerikanske kontinent. Gjaldt det også Grønland? Det frygtede man i Danmark. Trump talte lunt om Grønland op til sin indsættelse, selvom både statsminister Mette Frederiksen og grønlandske politikere allerede i 2019 havde afvist ideen som "absurd". Alligevel lød det fra Trump i marts 2025, at "vi skal nok få fat på det [Grønland] på den ene eller den anden måde." Han ville heller ikke udelukke, at det kunne ske militært. På trods af, at Grønland er NATO-territorium og forsvaret af det er et fælles ansvar for Danmark og USA. Hvor kom ideen fra? Eksperter rationaliserede præsidentens ønske med sikkerhedspolitiske argumenter eller med ønsket om øget adgang til sjældne jordarter fra den grønlandske undergrund. Meget tyder dog på, at en personlig motivation i virkeligheden vejede tungere end geopolitiske overvejelser: Trump vil gerne skrive sig ind i historiebøgerne som tilhørende den lille gruppe af præsidenter, der har udvidet det amerikanske territorium. Frem mod sin indsættelse havde han særligt rettet sin opmærksomhed mod Canada, Mexico, Panama - og Grønland. Trump syntes parat til at droppe den 'amerikanske orden' - det system af internationale organisationer (for eksempel FN og WHO), alliancer (NATO) og aftaler, der med USA som den førende supermagt havde domineret det internationale system siden 2. verdenskrig. Det trumpske verdensbillede minder om en tid før 1945, hvor stormagter sikrede sig ved at dominere og underlægge sig lydstater og bufferstater. Men i det 21. århundrede er Grønland "ikke til salg", den grønlandske befolkning vil ikke lade sig annektere, og tanken om at sælge landområder til andre magter er absurd. Sådan var det ikke i 1860'erne, da en amerikansk regering første gang forsøgte at købe Danmarks oversøiske besiddelser. Umiddelbart efter Den Amerikanske Borgerkrigs afslutning (1861-1865) gik udenrigsminister William Henry Seward i gang med at realisere sine drømme om et amerikansk handelsimperium. I marts 1867 købte USA således Alaska fra Rusland, og Seward havde allerede indledt forhandlinger med Danmark om køb af De Vestindiske Øer. Den danske regering forholdt sig først tøvende overfor den amerikanske forespørgsel, men efter noget tid erklærede den sig alligevel villig til at sælge. Dels var øerne efter afskaffelsen af slaveriet i 1848 ikke længere profitable, dels fattedes riget penge. Forhandlingerne trak imidlertid ud i flere år. Mens Seward forhandlede om de Vestindiske Øer, henvendte en anden amerikansk ekspansionist, den tidligere finansminister og senator Robert J. Walker, sig til ham og foreslog, at når man nu var i gang med en forhandling med Danmark, burde man også forsøge at købe Grønland og Island. På Walkers initiativ og med Sewards accept blev der udarbejdet en rapport om fordelene ved at købe øerne med titlen 'A Report on the Resources of Iceland and Greenland'. Her kunne man blandt andet læse om "uudtømmelige aflejringer af kryolit", hvis nytteværdi og pris var hastigt stigende, og om de fantastiske muligheder for hvalfangst og fiskeri. Erhvervelsen af øerne ville også gøre det muligt at etablere en telegraflinje hele vejen til Europa. Ligeledes fremgik det af rapporten, at den grønlandske befolkning blev forsømt, og at islændingene var passionerede patrioter, der hellere end gerne ville løsrives fra Danmark og i stedet tiltrække amerikanske bosættere, der kunne bidrage med nye praktiske færdigheder. Hvad ...