
Se med live, når Katy Perry og fem andre kvinder sendes op i rummet i dag
Det bliver noget af en anderledes rejse, som popsangeren Katy Perry skal på i eftermiddag. Den 14. april kl. 15:30 dansk tid skal amerikanske Katy Perry og en besætning kun med kvinder en tur i rummet. Det bliver om bord på New Shepard, en Blue Origin-raket, som er ejet af milliardæren Jeff Bezos. Det skriver Space.com. Om bord på New Shepard er blandt andet Jeff Bezos' forlovede, Lauren Sanchez, tv-vært Gayle King, filmproducer Kerianne Flynn, og tidligere NASA-forsker Aisha Bowe. Derudover bliver aktivist Amanda Nguyen den første vietnamesiske kvinde i rummet. Missionen, kaldet NS-31, vil kun vare mellem 10-12 minutter. Men den kvindelige besætning skal 100 kilometer op i rummet og over den såkaldte Kármán-linje, som defineres som grænsen mellem Jordens atmosfære og det ydre rum. Dermed får de et par minutters vægtløshed og kan se Jorden fra rummet. Missionen NS-31 bliver den første rummission udelukkende med kvinder siden 1963, hvor den tidligere sovjetiske astronaut Valentina Tereshkova befandt sig i rummet i tre dage. Den pompøse begivenhed skriver sig også ind i en særlig form for turisme, hvor kendte og milliardærer får lov til at se en udsigt, de færreste almindelige mennesker får lov til. Og rumturisme går heller ikke ubemærket hen, da det kritiseres for at være for eksklusivt og for at være en klimasynder på grund af rumraketters CO2-udledning. "Der er mange mennesker, som ikke engang har råd til æg… Jeg synes, det er lidt fråseri," udtalte skuespiller Olivia Munn for nylig om missionen på et amerikansk talkshow. Det vides ikke, hvor meget den stjernespækkede mission har kostet, men Forbes estimerer, at en billet har en pris på 200.000 dollars eller cirka 1,3 millioner kroner. Hos Blue Origins konkurrent Virgin Galactic, der udbyder rumrejser til turister, koster det 650.000 dollars eller 4,2 millioner kroner per næse. Du kan følge opsendelsen live kl. 15:30 i videoen øverst i artiklen. Livestreamen begynder halvanden time før opsendelsen.