Ser du frem til fuglesang? Foråret bliver mere stille

En af de der korte vinterdage sidder jeg i et tog på tværs gennem Sjælland. Det næsten sort-hvide landskab suser forbi bag ruderne. Nøgne træer ruskes af blæsten under mørkegrå skyer, der truer med mere slud. Jeg sukker, lukker øjnene og drømmer mig tilbage til de lyse, lune aprildage. Til en tur i naturen, hvor der dufter lysegrønt af græs i grøft og mark og enge. I skoven flimrer solen mellem nyudsprungne bøgeblade. Rapsmarkerne bølger gule under den klare, blå himmel. Fuglene kappes om at give lyd. Jeg genkender solsorten i æbletræet. Gråspurvene kvidrer mellem buskene. Musvitten med sort slips på brystet kalder insisterende - "mus-vit!, mus-vit!, mus-vit!". Med en smule held hører jeg gøgen kukke i skovens krat. Skaden skratter. Kvidren, fløjten, syngen, trillen, piften, kukken fletter sig sammen til et lydtæppe i baggrunden. Jeg åbner øjnene. Kontrasten mellem min indre genklang af forsommerens lyde og det dunkle landskab uden for toget leder mine tanker hen på, hvordan vores natur egentlig har det. Der tales dagligt om naturkriserne. Kraftigere oversvømmelser i Spanien, hyppigere stormfloder i Roskilde Fjord og smeltende gletsjere i Grønland giver os tydelige billeder på klimakrisen. Men hvad med biodiversitetskrisen - hvordan ser den ud? Hvordan lyder den? Måske af motorsave i Amazonas regnskov? Et stykke fældet skov ved en sti er let at opdage, men de langsomme forandringer over årtiers ændringer i klima og landskab går nemt ubemærket hen. Egne oplevelser er sjældent nok til at kende den generelle tendens. I stedet er der brug for systematiske tællinger og målinger af planter, dyr, klima og landskab - data, som kan hjælpe os med at rekonstruere, om biodiversiteten har ændret sig over tid, og i så fald hvorfor. Sådanne systematiske data - over lang tid og over store områder - er sjældne. Men i Danmark er vi heldige, når det kommer til fugle, takket være Dansk Ornitologisk Forening. Deres dygtige fuglekiggere har nemlig besøgt de samme ruter år efter år og talt fugle efter samme opskrift - og dermed indsamlet data af virkelig høj kvalitet. Hele 2,4 millioner fugle er det blevet til, fordelt over 378 ruter på tværs af hele Danmark fra 1976 til 2020. Med disse unikke data har mit forskerhold og jeg kunnet lave en '360 grader' kortlægning af, hvordan Danmarks fuglediversitet har ændret sig over 44 år. Så hvad afslørede de data? Ofte måles biodiversitet som antallet af arter. På den front viste vores analyse, at en gennemsnitlig dansk tællerute på 7,5 km har mistet cirka én art per årti. Eftersom man i gennemsnit kan finde 40 forskellige fuglearter på en rute, kunne en sådan stille forsvinden nemt være til at overse. Men de største ændringer, vi fandt, var i stedet på antallet af individuelle fugle per art: en massiv udtynding over syv procent per årti i antallet af individer. Det svarer til, at vi over 4 årtier i Danmark har mistet mindst 25 procent af de fugle, som yngler her i landet. Til sammenligning har tidligere studier af nationale fuglebestande i EU og Nordamerika dokumenteret tab på 5-6 procent per årti. Det er ikke kun færre fugleindivider, man nu kan høre - der er sket en kraftig omfordeling i landskabet, så det er nogle andre fuglearter, man støder på. Især i byer og landbrugsområder bliver sammensætningen mere ensartet langs selve ruten. Det vil sige, at når du går en tur i disse områder, møder du igen og igen arter som skader, alliker, sølvmåger eller tyrkerduer. "Sjak-sjak-sjak, skrig, skrig, ku-kuuuh-ku". De store udskiftninger i artsammensætningen afspejler, at der er både vindere og tabere blandt de danske fugle. Nogle af de større fugle er blevet mere almindelige, såsom grågås, rød glente, skarv og trane. Til gengæld er der flere tabere end vindere, og det er især blandt mindre fugle som stær, løvsanger, sanglærke og gulspurv, at vi ser store udtyndinger. Hvad konsekvenserne af den store forskydning er for de danske økosystemer, er for tidligt at sige. Men udtyndingen er et forvarsel om den voksende ri...