
Små ændringer i PowerPoint-præsentationer kan gøre en stor forskel for indlæringen
Du har sikkert prøvet det: Overværet en Powerpoint-præsentation, hvor alle slides var overfyldte, og du endte med at sidde og læse informationerne på præsentation fremfor at lytte til det, underviseren sagde. Nu peger et nyt studie da også på på, at elever kan lære mere, hvis indholdet på sliden bliver vist lidt efter lidt. Det skriver Tokyo University of Science på baggrund af et studie, der er offentliggjort i Journal of Computer Assisted Learning. Forskere undersøgte en præsentationsform, hvor grafer, billeder og andre dele af en slide først kom frem, når underviseren talte om dem: Hvis underviseren for eksempel fortalte om et stigende antal af byttedyr og rovdyr, blev stigende kurver på en graf vist samtidigt. Og når underviseren fortalte om et faldende antal, blev faldende kurver vist samtidigt. Forskerne sammenlignede metoden med en almindelig præsentation, hvor alle informationer blev vist på en slide, før forklaringen begyndte. I forsøget deltog 40 japanske universitetsstuderende: 20 så en præsentation, hvor indholdet blev vist lidt efter lidt. De øvrige 20 så alle oplysningerne på hver slide på én gang. Før præsentationen tog alle deltagerne en test om emnet. Derefter så de den samme optagede præsentation med syv slides og hørte den samme forklaring. Forskellen var, at den ene gruppe fik vist indholdet lidt efter lidt, mens den anden gruppe kunne se alle informationer på én slide fra begyndelsen. Efter præsentationen tog deltagerne den samme test igen. Forskerne målte også deres øjenbevægelser og spurgte, hvor svær de syntes undervisningen og testen var. De to grupper af studerende oplevede ikke nogen tydelig forskel på, hvor svær undervisningen eller testen var. Men de studerende, som fik vist indholdet lidt efter lidt, klarede sig bedre i testen efter præsentationen. Øjenmålingerne viste, at de også hurtigere fik øje på de dele af sliden, som passede til det, stemmen forklarede. De kiggede desuden på informationerne i længere tid. Studiet omfattede dog kun 40 universitetsstuderende og en optaget præsentation. Resultaterne viser derfor, hvordan metoden virkede i netop dette forsøg, men ikke nødvendigvis hvordan den virker i andre sammenhænge.