
Stearinlys skaber hygge – men de forurener også den luft, vi indånder
Når vinteren lægger sig over landet med lange, mørke aftener, bliver behovet for varme, hygge og stemning derhjemme næsten en livsnødvendighed. I Danmark tænder omkring 75 procent af os stearinlys to gange om ugen eller mere, og i vintermånederne gør 34 procent af befolkningen det dagligt. Danmark har faktisk europarekord med det højeste forbrug af stearinlys per indbygger. Vi brænder i gennemsnit omkring 5,8 kilo stearin om året per person, hvilket er markant over gennemsnittet. Men selvom stearinlysflammen ser uskyldig ud, viser forskningen, at stearinlys er blandt de største kilder til indendørs luftforurening. Når et lys brænder, udsender det nemlig enorme mængder ultrafine partikler. Disse partikler, som er så små, at de er usynlige for det blotte øje, er mere end tusind gange tyndere end et menneskehår. De kan svæve i luften i lang tid, og når lyset pustes ud, stiger koncentrationen af partikler (blandt andet sod) yderligere. Forurener mere end stegning I forsøg udført i såkaldte eksponeringskamre ved Aarhus Universitet undersøgte vi, hvordan indeklimaet er påvirket af henholdsvis brændende stearinlys og tilberedning af flæsk i en ovn (læs mere om forsøget i boksen under artiklen). Madlavning (især stegning) er kendt for at udlede høje koncentrationer af partikler, fordi der sker en forbrændingsproces. Partikler fra forbrændingsprocesser er blandt de mest sundhedsskadelige. Men stearinlysenes rolle i den indendørs luftforurening er langt mindre undersøgt. Vores resultater viser, at både stearinlys og madlavning udsender mange partikler, men at antallet fra stearinlys var markant højere. Endnu vigtigere var forskellen i størrelse på partiklerne: Madlavning producerede partikler på omkring 80 nanometer, mens stearinlys dannede partikler på blot syv til otte nanometer. Det er ekstremt små partikler, som har langt lettere ved at trænge ned i de dybeste dele af lungerne. Vi målte også kemiske forbindelser i luften og fandt, at stearinlys ikke kun udleder sodpartikler, men også gasser som nitrogendioxid og polyaromatiske hydrocarboner (PAH'er), som er en gruppe stoffer forbundet med inflammation og øget kræftrisiko. De partikler, vi indånder Ultrafine partikler vækker særlig bekymring fra et sundhedsmæssigt perspektiv. De bliver let inhaleret, og forskning har fundet, at kroppen udskiller dem meget langsomt. På grund af deres mikroskopiske størrelse kan partikler fra stearinlys trænge helt ned i lungernes mindste luftblærer (alveolerne) og muligvis videre over i blodbanen. Herfra kan de blive transporteret til organer som hjerte og hjerne. Faktisk ligner partiklerne fra stearinlys dem, man finder i dieseludstødning i både størrelse og sammensætning, og netop denne type partikler er i en lang række studier blevet koblet til øget dødelighed som følge af lunge- og hjertekarsygdom. I vores studie undersøgte vi også, hvordan stearinlys påvirker unge voksne med mild astma. Efter eksponering målte vi små, men synlige biologiske forandringer. Markører for inflammation i luftveje og blod ændrede sig, og deltagerne rapporterede irritation og ubehag. Andre studier med raske voksne har vist mindre fald i lungefunktion, ændringer i blodkarrenes elasticitet og puls samt reduceret kognitiv funktion efter udsættelse for stearinlysforurening. Særligt sårbare Det kan lyde voldsomt, at så meget skidt kan komme fra stearinlys, men for mennesker med kroniske sygdomme som astma eller KOL opleves det ofte endnu værre, da de er langt mere følsomme over for partikelforurening. Deres luftveje er i forvejen kronisk betændte, og selv relativt lave niveauer af forurening, som partikler fra stearinlys, kan udløse symptomer. Også børn, ældre og personer med svækket immunforsvar er mere sårbare end normale raske voksne. For mennesker med luftvejssygdom er indeklimaet ikke en bagatel, men en afgørende faktor for både daglig symptomkontrol og langsigtet sundhed. Så kender du nogen, der har astma, KOL eller andre kroniske sygdomme, er der ekstra grund til at...