
Stopper telefonen, alt hvad du laver? Det kan sladre om dit forhold til din krop
I din øjenkrog lyser den sorte skærm op, og med det samme er alt, hvad du ellers lavede rykket i baggrunden. Sker det langt oftere for dig end for andre? Så hører du til en gruppe, der også har statistisk højere risiko for en haltende kropsbevidsthed. Det skriver skriver mediet Medical Xpress. Et nyt studie indikerer nemlig, at forsøgspersoner, der bliver mere distraherede af smartphones, også har ringere forståelse for deres krops signaler. "Det er det samme mønster, der ses ved adfærdsafhængighed såsom ludomani," siger ph.d. Yusuke Haruki til Medical Xpress. Han forsker ved The University of Tokyo og er hovedforfatter til det nye studie, der er udgivet i Nature-tidsskriftet Communications Psychology. Til forskernes forsøg skulle 58 unge voksne finde bogstaver på en skærm så hurtigt som muligt. I skærmens baggrund viste forskerne enten et smartphone-relateret billede eller billeder, hvor motivet var rodet sammen og forvansket. Nogle af opgaverne havde relation til smartphones, men omtrent halvdelen af deltagerne blev distraherede af smartphone-billederne (og præsterede dårligere), selv ved opgaver der ingen relation havde til smartphones. "Personer, der blev mere distraherede af smartphones præsterede ikke kun dårligere under opgaven, de viste også forhøjede hjerterytmer, når de blev udsat for disse billeder," siger Yusuke Haruki til Medical Xpress. På trods af disse deltageres højere hjerterytmer, var de samtidig mindre opmærksomme på signaler fra deres egne kroppe. Det afslørede tests via spørgeskemaer, som deltagerne efterfølgende skulle udfylde. Studiet indikerer samlet set, at nogle menneskers fysiske reaktioner og kropsbevidsthed måske gør det særlig vanskeligt for dem at lukke forstyrrelser fra telefonen ude, mener forskerne. De håber, at arbejdet kan bruges til at forstå sammenhængen bedre mellem vores telefoner, koncentrationsevne og kropsbevidsthed. "Vores arbejde kunne også potentielt informere indsatser, der har til formål at fremme sundere digitale vaner, specielt blandt unge," siger Yusuke Haruki til Medical Xpress.