Tidlig menneskeart lever stadig videre i vores gener Udvekslede gener med denisovanere Det hårdeste væv i kroppen Et mønster, der går igen Vidtrækkende konsekvenser 'Spøgelsespopulationer' Fra træ med grene til flettet flod med mange løb

I det meste af det 20. århundrede blev menneskets oprindelse ofte forklaret som et træ med en stamme, der deler sig i grene og mindre kviste. Hver menneskeart blev opfattet som en særskilt gren. Dengang jeg læste på universitetet, lærte jeg, at Homo sapiens var én af disse grene, som opstod i Afrika, spredte sig over hele verden og fortrængte alle andre menneskearter undervejs. Neandertalere, Homo erectus og andre tidlige slægtninge blev betragtet som evolutionære 'blindgyder', der udviklede sig i en særlig retning og uddøde uden at efterlade sig nogen efterkommere. Men den opfattelse er i løbet af de seneste 30 år blevet vendt på hovedet. Den enkle fortælling holder simpelthen ikke længere takket være ny forskning og nye studier som for eksempel et studie publiceret for nylig i tidsskriftet Nature af Qiaomei Fu fra Det Kinesiske Videnskabsakademi og hendes kolleger. Her er det lykkedes at gøre noget, der for bare 10 år siden ville forekomme umuligt: At hente biologisk information fra Homo erectus-fossiler, som er alt for gamle til at indeholde brugbart DNA. I stedet for DNA har forskerne analyseret gamle proteiner fra emaljen på seks tænder fundet tre forskellige steder i Kina: Hexian, Sunjiadong og Zhoukoudian, hvor rester af det såkaldte Peking-menneske blev fundet. Tænderne er cirka 400.000 år gamle. Homo erectus regnes for den første menneskeart, der forlod Afrika, og fund tyder på, at arten nåede til Eurasien for næsten to millioner år siden. Det er samtidig den mest udbredte menneskelige forfader, vi kender. Det nye studie peger på, at Homo erectus udvekslede gener med denisovanere i Østasien for omkring 400.000 år siden. Studiet foreslår, at noget af denne genetiske arv stadig findes hos nulevende mennesker i Filippinerne, Papua Ny Guinea og andre dele af Sydøstasien. Tandemalje er det hårdeste væv i kroppen, og proteinerne i emaljen overlever, længe efter at DNA'et er nedbrudt og ikke længere kan udvindes. Det, forskerholdet fandt i disse proteiner, er bemærkelsesværdigt. Alle seks prøver deler en hidtil ukendt aminosyrevariant – et lille molekylært kendetegn, hvor ét enkelt bogstav i proteinsekvensen er ændret, og som aldrig før er set hos arter, der er mest beslægtet med mennesket, hverken levende eller uddøde. Denne variant samler de østasiatiske Homo erectus-fund i en særskilt gruppe. Det bekræfter deres tilhørsforhold og afgør en længere debat om, hvorvidt de usædvanlige fossiler fra Hexian overhovedet var Homo erectus. En anden variant, som de også deler, er dog ikke unik for Homo erectus. Den findes nemlig også hos denisovanerne, som var en gådefuld uddød menneskegruppe, som vi især kender fra fund i en sibirisk hule. Den tilsvarende genetiske variant optræder hos nulevende mennesker med en hyppighed på omkring 21 procent i Filippinerne og cirka 1 procent i Indien, fordelt på en måde, der passer med, at den er kommet ind i moderne mennesker via denisovansk genetisk ophav. Den mest nærliggende tolkning er, at H. erectus-populationer i Østasien overførte denne variant til denisovanerne gennem parring, og at denisovanerne senere videregav den til forfædrene til nutidens befolkning i Sydøstasien og Oceanien. Denne slags overførsel af genetisk materiale mellem arter kaldes introgression. Den udviklingslinje, vi engang troede var en blindgyde, viser sig altså at have efterladt et lille, men målbart aftryk i nulevende menneskers arvemasse; en molekylær rød tråd, der forbinder en tand fra Peking-mennesket med mennesker i Asien i dag. Men betydningen af studiet rækker langt videre end netop denne variant eller de specifikke befolkninger. Det viser først og fremmest, at parring mellem forskellige, ældre menneskearter ikke var undtagelsen, det var normalt. Næsten alle de menneskearter, vi i dag kan analysere genetisk, viser tegn på genetisk blanding. Moderne mennesker uden for Afrika bærer omkring 2 procent neandertaler-DNA. Papuanere og oprindelige australiere har yderligere 2–5 procent denisovansk genetisk ophav. I V...