
Ulykker på el-løbehjul skyldes ofte skødesløs kørsel, viser undersøgelse
Da el-løbehjulet gjorde sit indtog verden over i slutningen af 2010'erne, tog det ikke lang tid, før det haglede ned over transportmidlet med kritik. Ikke alene fyldte de på pladser, på gader, stræder og cykelstier, de stod pludselig også for en ganske pæn andel af de samlede skadestuebesøg som følge af trafikuheld. Men er det egentlig noget iboende teknologisk i el-løbehjulene, eller skyldes det i virkeligheden brugernes adfærd? Et nyt svensk studie tyder på det sidste. Det skriver Chalmers Tekniska Högskola i en pressemeddelelse. De svenske forskere gennemgik data fra næsten 7.000 ture kørt på svenske udlejnings-el-løbehjul, herunder 19 episoder, hvor løbehjulet kørte galt, og 42 episoder, hvor det næsten kørte galt. Forskerne fandt frem til, at hele 20 procent af de kritiske situationer var opstået, fordi rytteren med vilje havde skabt en farlig situation gennem skødesløs adfærd. De identificerede også adskillige risikofaktorer. At køre på el-løbehjul med en hånd seksdobblede risikoen for at køre galt, mens brug af mobiltelefon eller det at køre i en gruppe tæt på tredobblede risikoen. Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Accident Analysis and Prevention.