Verden er fyldt med fantastiske næser
Lugtesansen er den ældste sans, vi har. Både celler, bakterier, planter og dyr kommunikerer på mange forskellige måder ved hjælp af duftsignaler. Uden denne form for kommunikation ville vi mennesker faktisk slet ikke eksistere, da netop den slags signaler guider mandens sædceller mod kvindens ægcelle, når vi har sex. Signalerne hjælper bakterierne med at finde næring og nye hjem, mens planter advarer andre planter om farer ved at udsende duftstoffer, hvis de lider skade. Den fantastiske duft af nyslået græs er derfor ikke et fænomen skabt for at glæde haveejere og signalere sommerens komme, men derimod et varsel fra det ene græsstrå til det andet: 'Duk hovedet, plæneklipperen er løs!' De mere end 600.000 danskere med hund er næppe i tvivl om, hvor vigtig hundens næse er. Såvel gravhunde som labradorer undersøger alt nyt med deres snuder, også mere lyssky steder, som ikke har meget værdi i søgen efter mad. Der er da også mere på spil. Udover en ofte veludviklet lugtesans kan dyr også registrere lugte ved hjælp af det, som lugteforskere kalder 'det vomeronasale organ', der udelukkende opfanger bestemte kemiske signalstoffer. Signalerne hedder feromoner, og med dem kan eksempelvis moskushjorten og en lang række andre dyr kommunikere med deres artsfæller. Et feromonsignal fremkalder en specifik reaktion i modtageren, for eksempel en stereotyp adfærd såsom tiltrækning af det andet køn. Flere biologer havde haft færten af, hvor vigtig denne kemiske kommunikation var for dyr, men det tog mange år, før et af de første afgørende beviser for feromoners tiltrækningskraft så dagens lys i 1959. Den tyske nobelprisvindende kemiker Adolph Butenandt tømte duftkirtlerne på 313.000 hunsilkemøl, hvilket samlet gav 5,3 milligram af det kemiske stof bombykol, som kunne tiltrække hansilkemøl på mange hundrede meters afstand. Ja, selv møl kan være forføreriske. Feromoner er således helt centrale for blandt andet sociale insekter såsom myrer, bier og hvepse, hvor de både styrer den måde, de bevingede væsner formerer og forsvarer sig på. Hos mange dyr virker feromonerne kun lokalt, men eksempelvis sommerfugle kan opspore en potentiel mage på 10 kilometers afstand. Bare ved at følge næsen. Den britiske zoolog Hilda Margaret Bruce kortlagde imidlertid i 1959 en endnu mere overraskende effekt af lugtsignalerne. I et spektakulært studie beskrev hun det, fagfolk senere har kaldt 'Bruce-effekten', hvor nyligt gravide mus blev præsenteret for lugten af en anden hanmus end fosterets far. Som konsekvens af lugten aborterede 80 procent af hunmusene inden for de første tre dage af graviditeten. Hvis musenes næser derimod blev lukket til, så det vomeronasale organ blev blokeret, fortsatte graviditeten uforstyrret. Hvordan disse tilsyneladende uskyldige dufte kan have en så grusom effekt på kroppen er fortsat et mysterium. Måske er der en evolutionær forklaring på fænomenet, som øger chancen for, at hunmusen eller de kommende unger overlever. Mus og mennesker har et overlap på 90 procent i den genetiske arvemasse, men hvorvidt noget af effekten også gælder os, er endnu ikke belyst. Selvom vi har spor af det vomeronasale organ i vores næser, uanset om den er en ordentlig tud eller en lille opstopper, er organet ikke koblet til vores nervebaner. Biologer mener, at det i løbet af menneskets 200.000-årige evolution simpelthen er blevet deaktiveret, da det ikke længere sender nervesignaler til hjernen. Men forskerne er stadig ret uenige, når de diskuterer feromoner hos mennesker. Kemiske signaler påvirker nemlig stadig menneskers adfærd i stor stil. Den israelske neurobiolog Noam Sobel og hans forskergruppe har de senere år forsøgt at finde ud af, hvordan dufte styrer vores adfærd. Han har bekræftet, at andre menneskers kropslugte påvirker os, også selv om vi ikke engang registrerer dem. Når vi er fysisk aktive ved for eksempel at spille bold eller stå på paddleboard, producerer vores kroppe sved, der dufter og opfattes anderledes end sved produceret på grund af ang...