Verdens første underskrifter: Kunst på en sten rullet i ler

Den tidligste form for underskrift stammer fra oldtidens Irak i form af cylindersegl. Indbyggerne i Mesopotamien - den historiske betegnelse for området i Syrien og Irak omkring floderne Eufrat og Tigris - tilskrives mange af menneskehedens første opfindelser. Blandt disse opfindelser er cylindersegl måske den mest karakteristiske, men også den mindst kendte. Tusindvis af disse små genstande, som ofte ikke er mere end fem centimeter høje og 2,5 centimeter i diameter, er i dag udstillet på museer. De vidner om en kunstnerisk tradition i oldtidens Irak og Syrien, som forblev ubrudt fra det sene fjerde til det første årtusinde f.v.t. Cylinderseglene er i bund og grund en lille skulptur med en vigtig praktisk funktion: Underskrivelse af dokumenter. De blev typisk fremstillet med værktøj af kobber og flintesten af en ædelsten eller halvædelsten som lapis lazuli, agat eller kalcedon. Billeder og tekster blev indgraveret i stenen med en teknik kaldet intaglio. Graveringer skulle laves i spejlvendt i forhold til, hvordan aftrykket skulle se ud ved brug. Når seglet blev trillet hen over en fugtig lertavle, efterlod den relieffer, som viste, at ejeren havde godkendt det skriftlige dokument. På den måde er aftrykket fra et cylindersegl forløberen for moderne håndskrevne og digitale underskrifter. Cylindersegl blev opfundet af sumererne, der boede i det sydlige Mesopotamien for omkring 6.000 år siden, og derfra spredte de sig hurtigt til resten af Vestasien og det østlige Middelhavsområde, og blev en vigtig del af hverdagen. Samfund i denne enorme region - især i Mesopotamien, som var fattig på råmaterialer - importerede sten langvejs fra til fremstilling af seglene. Mesopotamierne hentede diorit fra Oman, lapis lazuli fra Afghanistan samt karneol og agat fra Indusdalen og andre dele af Sydasien. Segl af eksotiske sten var særligt værdifulde, og kun eliten havde råd til dem. Disse personer var ofte knyttet til staten og templerne og omfattede typisk kongelige, højtstående embedsmænd og præster. Folk fra lavere sociale lag brugte derimod segl fremstillet af mindre kostbare materialer som kalksten, ler eller glas. Mesopotamierne og deres samtidige i Vestasien udtrykte ikke blot deres identitet gennem materialet, men også gennem de tekster og billeder, der blev indgraveret på seglene. Teksterne præsenterede ofte ejeren med navn, slægt, køn, erhverv og hjemby. Takket være disse oplysninger ved forskere, at ikke kun mænd, men også velhavende kvinder ejede segl om end i langt mindre omfang. Religiøs identitet blev ligeledes kommunikeret gennem lange bønner rettet til personlige guder eller gennem billeder, der viste guder og tilbedere. Det billedunivers, der prægede de mesopotamiske cylindersegl, var omfattende. I tusinder af år skar specialiserede håndværkere - kaldet seglskærere - scener, der viste dagligliv og natur, religiøse ritualer, krigsførelse, arkitektoniske landskaber og mytiske fortællinger med guder, helte og hybrider som bevingede heste og griffer. Meget af denne rige billedverden afspejlede ejerens personlige valg og refererede ofte til deres identitet. I særlige tilfælde overvågede de mesopotamiske konger eller deres rådgivere designet af seglene, som blev givet som gaver til højtstående embedsmænd. Mange segl ser ud til at have været forudskåret med populære motiver, før de blev solgt, selvom der stadig mangler solid arkæologisk og arkivmæssig dokumentation for dette. Når en kunde købte et sådant segl, kunne vedkommende bede om en ny inskription eller justeringer af billedmotiverne. De fleste kendte segl blev dog sandsynligvis skåret helt fra bunden til elitekunder - især til samfundets øverste lag som kongelige. Cylinderseglene åbner ikke kun døren til oldtidens mesopotamiske kunst og kultur, men også til de enkelte menneskers tanker. Med personlige billeder og tekster, der afspejlede deres syn på livet og samfundet, var seglene tæt knyttet til deres ejere. At miste sit segl blev betragtet som et meget dårligt varsel. De mo...