Verdens mindst kendte vulkaner udgør den største trussel
Den næste globale vulkankatastrofe vil sandsynligvis komme fra vulkaner, der ser ud til at sove og næsten ikke bliver overvåget, snarere end fra berømte vulkaner som Etna på Sicilien eller Yellowstone i USA. De bliver ofte overset, men disse 'skjulte' vulkaner går i udbrud langt hyppigere, end de fleste forestiller sig. I områder som Stillehavet, Sydamerika og Indonesien sker et udbrud fra en vulkan uden registreret aktivitet omtrent hvert syvende til tiende år. Og konsekvenserne kan være uventede og vidtrækkende. Præcis det er netop sket. I november 2025 gik Hayli Gubbi-vulkanen i Etiopien i udbrud for første gang i historisk tid (karakteriseret som de seneste mindst 12.000 år, hvor vi kender til periodens hændelser gennem troværdige, skriftlige kilder). Udbruddet sendte askeskyer mere end 13 kilometer op i atmosfæren, og vulkansk materiale faldt ned over Yemen og drev videre ind i luftrummet over det nordlige Indien. Vi skal ikke gå langt tilbage i historien for at finde endnu et eksempel. I 1982 gik den lille, ukendte og uovervågede mexicanske vulkan El Chichón eksplosivt i en række udbrud efter flere århundreders dvale. Udbruddene tog myndighederne på sengen: Glohede skred af sten, aske og gas jævnede store områder i junglen, floder blev dæmmet op, bygninger lagt i ruiner, og aske faldt ned så langt væk som i Guatemala. Mere end 2.000 personer omkom, og 20.000 blev fordrevet i Mexicos værste vulkankatastrofe i moderne tid. Men eftervirkningerne af udbruddet stoppede ikke i Mexico. Svovl fra det mexicanske udbrud dannede reflekterende partikler højt oppe i atmosfæren, hvilket afkølede den nordlige halvkugle og fik den afrikanske monsun (en sæsonbestemt klimabegivenhed) til at trække sydpå med ekstrem tørke til følge. Alene dette ville udfordre enhver regions modstandskraft og evne til at håndtere kriser. Men når det falder sammen med en sårbar befolkning, der allerede er ramt af fattigdom og borgerkrig, er en katastrofe uundgåelig. Sultkatastrofen i Etiopien (og Østafrika) i 1983-85 kostede anslået 1 million mennesker livet. Den satte globalt fokus på fattigdom med kampagner som den globale velgørenhedskoncert Live Aid. Få forskere - selv inden for mit eget felt, geovidenskaben - er klar over, at en fjern og næsten ukendt vulkan spillede en rolle i denne tragedie. Trods disse erfaringer er de globale investeringer i vulkanforskning ikke fulgt med risikoen: Færre end halvdelen af verdens aktive vulkaner overvåges, og den videnskabelige indsats er fortsat skævt koncentreret om de få, velkendte vulkaner. Der er flere publicerede studier om én enkelt vulkan (Etna) end om alle Indonesiens, Filippinernes og Vanuatus i alt 160 vulkaner tilsammen. Og det er vel at mærke vulkaner, der befinder sig i nogle af de tættest befolkede vulkanske områder på Jorden - som samtidig er blandt de mindst forståede. De største udbrud rammer ikke kun lokalsamfundene omkring dem. De kan midlertidigt afkøle kloden, forstyrre monsunmønstre og reducere høstudbyttet på tværs af regioner. Historisk set har sådanne forskydninger bidraget til hungersnød, sygdomsudbrud og omfattende sociale omvæltninger. Alligevel mangler forskere stadig et globalt system, der kan forudse eller håndtere fremtidige risici. For at gøre noget ved det lancerede mine kolleger og jeg for nylig Global Volcano Risk Alliance - en velgørende organisation med fokus på forudsigende beredskab over for højrisiko-udbrud. Vi samarbejder med forskere, beslutningstagere og humanitære organisationer for at synliggøre oversete risici, styrke overvågningen dér, hvor behovet er størst, og støtte udsatte lokalsamfund, før udbruddene sker. Ved at handle tidligt - i stedet for kun at reagere, når katastrofen allerede er indtruffet - har vi langt den bedste mulighed for at forhindre, at den næste skjulte vulkan udvikler sig til en global krise. Hvorfor får vulkaner så ikke opmærksomhed i forhold til deres reelle risiko? En del af forklaringen ligger i en velkendt menneskelig bias eller risikoblin...