
Nærdødsoplevelser og livsfortællinger / med Paul Bridgwater
Diskutér Nærdødsoplevelser og livsfortællinger / med Paul Bridgwater på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Diskutér Nærdødsoplevelser og livsfortællinger / med Paul Bridgwater på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Inger Forbes er kemiker, naturopat og forfatter til bøger om stofskiftet. I denne episode fortæller hun om sin egen vej fra naturvidenskab til en mere holistisk forståelse af sundhed og om de erfaringer, der fulgte med, da hun selv fik Hashimoto. Samtalen handler om kost og stofskifte, men bevæger sig videre til et bredere spørgsmål: Hvad vil det egentlig sige at blive næret? For Inger handler næring ikke kun om den mad, vi spiser, men også om stress, tanker, følelser, relationer, arbejde og de valg, der giver eller tager energi. Undervejs prøver jeg selv tapping, og samtalen kommer også omkring meditation, selvværd og de mønstre, vi kan have med os fra barndommen. Til sidst vender vi tilbage til det konkrete spørgsmål om, hvad der nærer et menneske – og hvordan man kan blive mere opmærksom på det i sit eget liv. Send us Fan Mail Støt podcasten Vil du hjælpe mig med at holde Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger i gang? Støt podcasten med et valgfrit månedligt beløb. Klik på ”Support the show” - tusind tak! I mit månedlige nyhedsbrev fortæller jeg om nye episoder, arrangementer og aktiviteter. Tilmeld dig gratis her: https://preview.mailerlite.io/forms/1629128/158732717124486566/share Support the show

Grundtvig og J.R.R. Tolkien var begge dybt optaget af sprog, nordisk mytologi og kristendom. De delte en fascination for sagn og myter og fandt på hver deres måde en forbindelse mellem myterne, den kristne tro og et håb på trods af døden. I denne episode taler jeg med Villads Hansen, som jeg har kendt siden barndommen, og som gennem mange år har fordybet sig i både Grundtvig og Tolkiens verden. Vi kommer omkring Beowulf, elvernes udødelighed, verdens skabelse gennem musik og Ragnarok. Undervejs undersøger vi, hvordan myterne kan hjælpe en til at forstå tilværelsen, og hvorfor håbet spiller så afgørende en rolle hos begge forfattere. Samtalen slutter med en refleksion over fantasiens og forestillingsevnens betydning for vores forståelse af nærdødsoplevelser og livet efter døden. Send us Fan Mail Støt podcasten Vil du hjælpe mig med at holde Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger i gang? Støt podcasten med et valgfrit månedligt beløb. Klik på ”Support the show” - tusind tak! I mit månedlige nyhedsbrev fortæller jeg om nye episoder, arrangementer og aktiviteter. Tilmeld dig gratis her: https://preview.mailerlite.io/forms/1629128/158732717124486566/share Support the show

Jørgen I. Jensen er forfatter, teolog og musikforsker. Han har skrevet væsentlige værker om blandt andre Carl Nielsen og Per Nørgård og har gennem mange år været en markant stemme i formidlingen og forståelsen af moderne musik. I podcasten fortæller Jørgen I. Jensen om sin barndom og ungdom på Amager, om musikundervisning, koncerter og den tidlige interesse for både musik og teologi. Samtalen bevæger sig videre til spørgsmålet om, hvad musik kan, når sproget ikke længere slår til. Vi forsøger at indkredse, hvordan musik kan transcendere både sproget sproget og tiden og hvordan den kan åbne for erfaringer af noget større, som er vanskeligt at fastholde i ord. Undervejs taler vi blandt andet om det sublime, om forholdet mellem musik og kristendom og om Alban Bergs violinkoncert Til minde om en engel. Hvis man har udfordringer med at høre, hvad der bliver sagt i podcasten, kan man følge med i transskriptionen på siden: https://healinghelp.dk/joergen-i-jensen-musikken-og-det-sublime/ I denne podcast indgår korte uddrag af musikværker som led i samtalen og den musikfaglige analyse. Uddragene anvendes med henvisning til citatretten i ophavsretslovens § 22 og er begrænset til det omfang, der er nødvendigt for podcastens formål. Der citeres fra følgende indspilninger: György Ligeti: Requiem: II. Kyrie – Berliner Philharmoniker, Caroline Stein, Jonathan Nott, Margriet van Reisen, Terry Edwards & The London Voices, fra The Ligeti Project. Op, al den ting, som Gud har gjort (tekst: H.A. Brorson) – Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Børnekor & Margrete Enevold, fra Syng Nye og Gamle Salmer til Kirkeåret, 3. del, 1995. Alban Berg: Violin Concerto “To the Memory of an Angel” – Isabelle Faust, Claudio Abbado & Orchestra Mozart, fra Berg & Beethoven: Violin Concertos, 2012. Johannes Brahms: Symphony No. 4 in E Minor, Op. 98: I. Allegro non troppo – Wiener Philharmoniker, Carlos Kleiber, Deutsche Grammophon, 1981. Gioachino Rossini: La gazza ladra: Ouverture – Wiener Symphoniker & Francesco Molinari-Pradelli, 1959. Alle rettigheder til de citerede værker og indspilninger tilhører de respektive rettighedshavere. Send us Fan Mail Støt podcasten Hvis du kan lide podcasten Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger og gerne vil hjælpe mig med at fortsætte udgivelserne, kan du støtte podcasten med et mindre månedligt beløb efter eget valg. Du finder linket i episodebeskrivelsen – klik på “Support the show”. Tak fordi du lytter – og tak for din støtte! Support the show

I denne episode af Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger taler jeg med Vickie Bak Laursen om, hvordan smerte, intuition og spiritualitet har været drivkræfter i hendes liv. Vickie fortæller om en farverig opvækst, arbejdet med film og teater, årene som socialrådgiver og leder og om en tilbagevendende oplevelse af at blive guidet mod det næste skridt. Et afgørende vendepunkt bliver det, hun kalder "Miraklet i Valby", hvor en intens indre proces åbner for stærke kropslige og spirituelle erfaringer. Siden følger en pilgrimsrejse, oplevelser med Kundalini og lyssprog og en gradvis erkendelse af, at healing skal være en del af hendes liv. Samtalen handler om at bruge kriser til forandring, lytte til intuitionen og åbne sig for noget, der opleves som større end én selv. Se en optagelse af Vickie, der healer podcastværten: https://youtube.com/shorts/X7fIq9BkzgM?feature=share Læs mere om Vickie på hendes hjemmeside: www.karismatisk.dk Instagram: @karismatisk_heling Send us Fan Mail

Journalist og forfatter Malene Fenger-Grøndahl voksede op uden religion og betragtede som ungt menneske tro med stor skepsis. Men en uventet oplevelse af Jesus blev begyndelsen på en vandring, der siden førte hende ind i kristendommen og den katolske kirke. I samtalen fortæller hun om religiøse erfaringer, intuition og fornuft, Guds nærvær – og om, hvorfor mødet med døden har gjort hende mindre bange for livet. Send us Fan Mail

I denne episode taler jeg med præst Annette Molin Brautsch om tro, meditation og åndelige erfaringer. Hun fortæller om sit præstekald, om arbejdet med børn og konfirmander og om, hvorfor stilhed, billeder og sanselighed kan åbne nye rum i kirken. Vi taler også om healing i Flintholm Kirke, om menneskers oplevelser af nærvær efter dødsfald og om opstandelse og evigt liv. For Annette handler tro ikke om at have alle svarene, men om at kunne være i usikkerheden og samtidig åbne sig for det, der opleves som større end os selv. Send us Fan Mail

I denne episode af Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger taler jeg med Rikke Rømming Thomsen om hendes vej fra pædagogarbejde og alvorlig stress til kropsbevidsthed, healing og livsguiding. Efter et stressforløb mistede Rikke blandt andet evnen til at mærke, hvad hun selv havde brug for. Vejen tilbage kom gennem kroppen og arbejdet med blandt andet yoga og Fascial Flow. Hun fortæller også om Martinus' kosmologi, healing og sit arbejde med mennesker med demens, hvor kropssprog, musik og nærvær blev vigtige redskaber. Samtalen kredser om en rød tråd i Rikkes liv: ønsket om at hjælpe andre uden at glemme sig selv – og om at lære at lytte til kroppen og intuitionen. Send us Fan Mail

Som 16-årig ligger Desirée Nielsen alvorligt syg med høj feber, da hun pludselig oplever at forlade kroppen. Hun ser sig selv ligge i sengen, møder lysende skikkelser og står foran en tunnel fyldt med lys – men vælger at vende tilbage. Senere i livet følger flere oplevelser tæt på døden, erindringer om tidligere liv og en gradvis åbning mod healing og klarsyn. Da Desirée som 59-årig rammes af blodpropper i hjernen, står hun igen over for et valg: Vil hun leve? I denne episode fortæller hun om døden, troen, healing og om det, der efter et langt liv med usædvanlige erfaringer er blevet centralt for hende: at finde glæden, lære af livet og dele det, man har erfaret. Send us Fan Mail

I denne episode af Nærdødsoplevelser og livsfortællinger bliver rollerne byttet om. Jeg bliver interviewet af Annette om min vej til healing og interessen for nærdødsoplevelser. Vi taler om barndommens religiøse påvirkninger, en stærk åndelig oplevelse som ung, drømme om healing og de erfaringer, der førte til, at jeg selv blev healer. Samtalen handler også om udfordringen ved at forene et traditionelt arbejdsliv med healing, og om mine tanker om healingens plads i både sundhedsvæsenet og i folkekirken. Send us Fan Mail

🎙️ Ny podcast med Mogens Müller I denne episode taler jeg med professor emeritus i teologi Mogens Müller om hans bog Erkendelse og bekendelse – “At kende hans opstandelses kraft.” Gud er god. Det er kernen i både bogen og samtalen. Derfor nytter det ikke at holde fast i forestillingen om en gud, der straffer og belønner. Ifølge Mogens Müller hører forestillingen om en gud, der straffer og belønner Det Gamle Testamente til, mens det kristne budskab er radikalt anderledes. Med Paulus og Markion som vigtige samtalepartnere forklarer Mogens Müller, at det centrale i den enkeltes gudsforhold er “at kende hans opstandelses kraft.” Det vil sige at erkende, hvem jeg som menneske er i forhold til Gud: Mennesket har en selvfølgelig plads i Guds kærlighed og barmhjertighed. Gud svigter ikke sit tilsagn til den enkelte og gør ikke menneskets tro til skamme. Denne forståelse får betydning for synet på tro, dåb og folkekirkens liturgi – og for spørgsmålet om, hvilken rolle staten bør have i forhold til kirken. Send us Fan Mail

I podcasten taler jeg med forfatter og pensioneret læge Erik Palle Olesen om hans bog "Et liv i nærdødens lys og skygge", der udkom på Wadskjær forlag i 2026. Bogen er ikke en biografi, understreger forfatteren, selvom den rummer biografiske elementer. Formålet med bogen er ikke at beskrive et livsforløb, men at illustrere en udvikling af bevidsthed. Bogen og podcasten fokuserer på situationer, hvor egoet bliver tvunget til at træde til side, og en højere bevidsthed træder ind. For eksempel da hovedpersonen Harald er ved at drukne og oplever stenenes raslen mod søens bund som en form for vidunderlig musik. Både himmelske og mareridtsagtige oplevelser bruges i en samlet beretning om at frigøre sig fra fortidens traumer og egoets krav. Et af de vigtigste elementer i bevidsthedsudvikling er foreningen af modsætninger, altså personlighedens integration. Som Palle formulerer det i samtalen: "Det, som er for oven, skal forenes med det, som er forneden, det, som er til højre, skal forenes med det, som er til venstre, det, som er bagved med det, som er foran, det, som er indvendigt med det, som er udvendigt. Splittelsen og sårene skal heles, det kvindelige skal forenes med det mandlige [og] det barnlige med det voksne." Send us Fan Mail

I podcasten taler jeg med Peter Skovhus, der lever med nyresvigt og har brug for en ny nyre. Han er familiefar, har egen konsulentvirksomhed og er i dialyse otte timer hver nat for at kunne fungere i hverdagen. Samtalen handler både om den situation, Peter står i nu, og om det liv, der gik forud. Han fortæller om sin opvækst i Nordjylland, om et barskt skolemiljø og om den lille bæk, hvor han som barn begyndte at fiske. Senere rejste Peter til Canada og New Zealand, hvor han vandrede, fiskede og levede i et med naturen. I dag har han skov i Sverige, og naturen er fortsat det sted, hvor han kommer ned i kroppen og får bearbejdet det, der fylder. Peter beskriver naturen som noget, man ikke bare iagttager, men kan være deltager i. Når han fisker eller går på jagt, bliver sanserne skærpet, og han oplever en forbundethed med noget større end sig selv. Med i samtalen er Ruth Landbo fra Vital-Arkitekten, som har sat mig i kontakt med Peter. Hun taler om Peters livsvilje og om, hvordan erfaringer fra et liv kan “høstes”, altså samles og forstås på nye måder. Podcasten sætter også fokus på organdonation og på, hvad en ny nyre vil betyde for Peter. Send us Fan Mail

Anna Lou B. Christensen er dødsdoula, digter og healer. Hun var med til at opbygge Crestone End of Life Project i Colorado, hvor lokale borgere skabte rammer for hjemmevågning, ceremoniel ligbrænding og personlige afskedsritualer. I samtalen læser hun også sit digt Spirit Dance, skrevet efter en konkret erfaring med en dødsproces, og fortæller om healingformen Chi Nei Tsang. Episoden handler om døden som en del af livet, om pårørendes rolle, ritualers betydning og om, hvordan nærvær omkring døden kan virke helende. Der er en video omtalt i podcasten, der viser en ceremoniel ligbrænding i Crestone. Den kan ses her: https://www.facebook.com/reel/1432108575107248 Følg Anna Lou på Instagramkonto: "thankgoodnessforimpermanence" Send us Fan Mail

Komplikationer efter en fødsel førte til, at Dina var ved at forbløde på grund af en revnet hovedpulsåre. I elevatoren på vej til operationsstuen oplevede hun at se sin egen krop og hospitalspersonalet udefra. Hun kunne følge de tilstedeværendes tanker og samtaler, samtidig med at hun oplevede en utrolig lethed og ro – “en ren væren”, som hun selv kalder det. Mens hun senere lå i koma, oplevede hun en række stærke øjebliksbilleder: hendes mand Rune på hospitalsgangen, en lægesamtale med de pårørende og hendes nyfødte barn hjemme i stuen. Hun beskriver også en oplevelse af at rejse ud “i universet”, hvor alt syntes forbundet gennem lysende tråde af kærlighedsenergi. Efter nærdødsoplevelsen valgte Dina at stoppe som sygeplejerske og uddanne sig til psykoterapeut. Hun har mistet sin angst for døden og fået en ny forståelse af, hvad det vil sige virkelig at være til. Du kan læse mere om Dinas professionelle virke på hendes hjemmeside: dkterapi.dk Send us Fan Mail

Med udgangspunkt i bogen Om mørke og om lys - hvad jeg lærte, da min datter tog sit eget liv beskriver psykolog og forfatter Hanne Frøyr, hvordan hun fandt fodfæste efter tabet, og hvordan oplevelsen ændrede hendes syn på livet og døden. I samtalen fortæller hun blandt andet om oplevelsen af en fortsat kontakt til datteren efter hendes død, om møder med clairvoyante og om forholdet mellem spiritualitet og psykologi. Vi taler også om menneskers forskellige reaktioner på sorg, og hvorfor det er vigtigt at tale mere åbent om selvmord. Podcasten giver et personligt indblik i, hvordan et menneske kan forsøge at skabe mening og finde en vej videre, når katastrofen rammer. Bemærk: Episoden indeholder samtaler om selvmord og psykisk krise, som kan virke belastende for nogle lyttere. Hvis du selv er berørt af selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på telefon 70 201 201. Send us Fan Mail