
En Nobel Bogklub
Diskutér En Nobel Bogklub på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Diskutér En Nobel Bogklub på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Selvom der ikke synes at være en nedre grænse for, hvornår medierne går i "breaking", er det alligevel på sin plads at finde de gule "breaking"-bjælker frem, når 1930'ernes bedste nobelprisvinder bliver udråbt i dette afsnit. For det er en sensationel vinder, som går videre i det litterære slutspil. Og det på trods af at stort set alle forfatterne deler en krank skæbne: I hjertet glemt, aldrig gemt. Ud over en gedigen overraskelse møder du i dette afsnit: Storhedsvanvid En bløb Cancel-kulturen Gruppeeksamen med Bunin Lex Buck Barselspause Måske havner du aldrig i en diskussion om nobelprislitteraturen fra 1930'erne, men HVIS du nogensinde gør, vil dette afsnit gøre dig til samtalens ubestridte hersker! Lyt med!

Det modsatte af nordic noir. Dét er Silanpää. Lyt med, og opdag en bog, der er mere healende, end din bedste meditationspodcast. Mennesker i sommernatten er en glemt perle, som har ligget hengemt siden 1937, hvor den senest udkom på dansk. Begejstringen er til at tage og føle på, når vi drøfter bogen, som forløber omtrent således: På Syrjamäki-gården skal Hilja snart føde. Derfor tager hendes uheldige mand Hjalmar ud for at skaffe en jordemoder. Samtidigt på Metäla-gården sidder Sandra og tænker på sin mand Jukka, der er lidt af en røv, og som for tiden arbejder på en flåde ved søen. Her bliver han uvenner med Nokia, som i vrede stikker en kniv i ham. På den store Teliranta-gård skal husbonden praje lægen, når han kommer forbi, mens Arvid og Helga er til bal i byen. Fortællingen foregår over et døgn, hvor alle karakterer på vidunderlig vis flettes ind i den samme tråd. Det hele fremstår glasklart om 45 minutter, når du har hørt, hvorfor Mennesker i sommernatten skal op i toppen af din TBR. Undervejs kan du høre mere om blandt andet: Bonderøvens yndlingslitteratur Silanpää i et øde Helsinki Den finske Love Actually Træls i gennem en længere periode Biologisk romantik vs. økokritik Fyn er fin, men finsk er finest! Frans Emil Silanpää vandt Nobelprisen i litteratur 1939 Illustration: Sanna Kullin

Den gode jord tager dig ”så langt ind i kineserens gådefulde sind, som det er muligt”, skrev Tom Kristensen i Politiken i 1938. Og med som rejseleder på "Turen går til kineserens gådefulde sind" er litterat Mads Haahr, der genbesøger bogklubben. "Men hvad handler bogen om?" tænker du måske. Kort sagt handler den om Wang Lung, der gifter sig med O-lan (ej at forveksle med Oh Land), en slavinde fra det stenrige Hwang-hus (tænk en kinesisk og opiumsafhængig familien Varnæs). Sammen arbejder Wang Lung og O-lan som fattige bønder, da egnen rammes af tørke og hungersnød. Med deres børn flygter de til en storby, hvor de uforvarende hvirvles ind i en storm på paladset. Ad kringlede veje, sikrer de sig en masse guld og juveler. Med penge på lommen rejser de hjem, og nu er vejen lagt for et tronskifte i Hwang-huset. Men Wang Lung har et vanskeligt sind, og det kaster familien ud i alverdens intriger og problemer. Mens vi drøfter værket, taler vi blandt andet om: Kinas Kipling Øko-kritisk litteratur Matador Emma Holten og omsorgsarbejde Gedeblod på døren Du vil vel ikke springe over Buck? Så lyt med! Pearl S. Buck vandt Nobelprisen i litteratur 1938 Illustration: Sanna Kullin

Giv ikke dit nej til Mitja! For det her er en novelle, der er noget ud over det usædvanlige. Ud over at være en tæskefed novelle i sig selv, er den tilmed skrevet af Ivan Bunin, som blev den første russiske vinder af Nobelprisen i litteratur. Og dermed skulle man tro, at han ville overskygge Tolstoj og de andre rødder, der går under betegnelsen "de store russere". Men nej. I stedet er glemmebogen ved at gøre et kapitel klar til Bunin. Det laver vi om på i dette afsnit, hvor Bunin og novellen Mitjas kærlighed kommer i spotlyset Ud over novellen kommer vi rundt om blandt andet: Søren Ulrik Thomsen Mænd der læser Idioten og løber Iron Man Forelskelsens tidsforskydninger Folkeskolens mord på novellen Lyt med og få dit litterære skud B(unin)-vitamin! Ivan Bunin vandt Nobelprisen i litteratur 1933 Illustration: Sanna Kullin

Oh du Gard! Sikke en bog. Vi snubler denne gang over noget, der ved første øjekast ligner en queer-roman fra starten af det 20. århundrede. Det er første bind i den noget oversete romanserie om Familien Thibault: Det grå stilehæfte. Litteraturformidler og bogblogger Anne Cecilie Holk Dehon er med som gæst og hjælper os sikkert igennem romanen, der byder på flere overraskende scener. Det grå stilehæfte er romanen om de to unge drenge, Jacques Thibault og Daniel de Fontanin, som sammen stikker af fra deres familier i Paris. De tager til Marseille, hvor deres venskab kommer på uventede prøver. Hjemme i Paris er deres fælles notesblok kommet i de forkerte hænder. En eftersøgning sættes i gang og de to drenges skæbne skal besegles. Vi taler (primært) om Det grå stilehæfte og vender derudover: En fransk Gjellerup At løfte en sofa op på fjerde At læse sine børns private sms'er Platons symposion og dyrebare venner. Går du tit og nynner sange som: du Gard har tændt millioner af stjerner, du Gard med alt det der var dig eller du Gard den eneste jeg holder af? Så er det her afsnit lige noget for dig! Roger Martin du Gard vandt Nobelprisen i litteratur 1937 Illustration: Sanna Kullin

Hvad får man, hvis man blander et land uden kultur med drama fra den vestlige kulturs vugge? Sorg klæder Elektra! USA’s historie bliver i Eugene O’Neills hænder pakket ind i et af antikkens største værker: Orestien af Aischylos. Men holder det i byretten? Sammen med kunstner, forfatter, oversætter (med mere) Pernille Kaufmann gør vi os til smagsdommere over stykket, der havde urpremiere i 1931. Sagsakterne fortæller følgende historie: Ezra Mannon kommer hjem fra Den Amerikanske Borgerkrig i 1865. Hjemme har hustruen Christine taget sig en elsker med hvem, hun planlægger at myrde Ezra. Datteren Lavinia, der har en (for) stærk kærlighed til fader Ezra, opdager komplottet og vil hævne Ezras død. Da sønnen Orin også kommer hjem fra krigen, går alt op i hat og briller. Orins (for) stærke kærlighed til mor Christine skubber ham ud over en emotionel afsats, og snart er alle karakterer hvirvlet ind i en hævn, der løber løbsk. Mens vi voterer, taler vi blandt andet om: Charlie Chaplins datter Når mænd græder Mor(d) Store bryster Trænger du til en lille time i selskab med Danmarks mest uaktuelle podcast? Så lyt med! Eugene O’Neill vandt Nobelprisen i litteratur 1936 Illustration: Sanna Kullin

Forsyten da! Det her er en basker, der trækker tråde til mange af populærkulturens store klassikere. Bogen vrimler med karakterer og plottråde. Vi forsøger at udkrystallisere de vigtigste, der kredser om følgende tema: June Forsyte bliver forlovet med den unge arkitekt Phillip Bosinney - og det skal fejres. Derfor mødes hele slægten til en stor fest, som bliver startskuddet på et drama, der særligt involverer Soames Forsyte, hans henrivende hustru Irene og de to forlovede, June og Bosinney. Snart er hele familien draget ind i den skæbnesvangre saga! Romanen vendes og drejes, hvilket blandt andet bringer os ind på: Livet i øvrigt Serieformatets fødsel En drøm om et landsted Når det, bogen vil have en til at tro, er det der sker Mellemspil Er du gal efter litteratur fra Great Britain, når det er som greatest? Så lyt med! Illustration: Sanna Kullin John Galsworthy vandt Nobelprisen i litteratur 1932

Gør dig klar til en hæsblæsende kombination af komedie og lommefilosofi. I selskab med Emilie Bessing, drager bogklubben igen til Italien, hvor vi denne gang skal hilse på Pirandello og romanen Salig Mathias Pascal. Det er et vaskeægte mareridt at redegøre for de forskellige karakterer og deres relationer i romanen. Men her kommer et kvalificeret bud. Vores hovedperson Mathias Pascal lever kort sagt tre liv: Han vokser op i en italiensk landsby, hvor en skurk, der kaldes Muldvarpen, snyder familien Pascal for en masse penge. Mathias gør den unge Oliva gravid, selvom hun er i et forhold til Muldvarpen. Parallelt med det gifter han sig med Romilda, som han også gør gravid, selvom hans gode ven Pomino er meget forelsket i hende. Men glem det, for det er først nu, handlingen begynder. Mathias tager til Monte Carlo og vinder en masse penge, samtidig med, at en stakkels mand, der har begået selvmord i hjembyen, identificeres som Mathias Pascal. Mathias ser det som sit snit til at begynde en ny tilværelse under navnet Adriano Meis. Ad omveje ender han i Rom, hvor han får et værelse hos en familie. Udlejerne er Paliari (som går meget op i mysticisme) og Adriana. De to er far og datter. Derudover bor der en falleret tante og en klaverlærerinde i lejligheden. Ud af det blå dukker den skidne svoger/svigersøn Papiano op fra Napoli og fucker alle op. Herfra bryder et kaos løs, der blandt andet involverer et spil ånden i glasset, en konflikt med en spansk maler og et spøgelses genkomst. Forvirrende? Ja for fa'en. Lyt med, når vi blandt andet kommer forbi: Pirandello: bagud på point inden læsning En fortæller på spektret 82.000 lire Gymnasiefest i Lemvig Oscar Wilde Vil du tage vare på det ene liv, du har? Så lyt med! Luigi Pirandello vandt Nobelprisen i litteratur 1934 Illustration: Sanna Kullin

Er du nogensinde blevet kaldt en Babbitt? Så bør du nok tage dit liv op til revision. Hovedpersonen George F. Babbitt fra Sinclair Lewis' gennembrudsroman gav anledning til et helt nyt begreb, der indkapsler den forfængelige (amerikanske) spidsborger. Det var et lille skridt for Nobelpriskomitéen, men et stort spring for USA's litteraturhistorie, da Sinclair Lewis som den første fra 'Land of the free' vandt Nobelprisen i litteratur i 1930. For at få greb om Den Amerikanske Roman er bogklubben i dette afsnit rejst til Thy for at møde litteraturformidler og journalist Michelle From Hoxer. Romanen handler om Babbitt, der lever et umådeligt småborgerligt liv i byen Zenith. Han er ejendomsmægler (/-spekulant) og færdes blandt andre borgerlige mænd i byens loger. Men Babbitt savner nu mening og indhold i sin polerede tilværelse. Det bliver begyndelsen på en midtvejskrise, der tager ham gennem en affære, et ophold blandt byens boheme-eksistenser, en friluftstur til Maine og trøst til en kammerat, som skyder sin kone. Til sidst falder Babbitt til patten og lander præcis der, hvor han startede. Eller hvad? Det er der lidt uenighed om i bogklubben. Undervejs i samtalen runder vi blandt andet: Disse breve ender med tårer Klovn-serien som bog Gæstehåndklæder på toilettet Babbitt møder Hærværk En amerikansk roman Du vil vel ikke være en rigtig Babbitt, der kun lytter til Mørkeland og Her Går Det Godt? Få lidt edge og lyt med her! Sinclair Lewis vandt Nobelprisen i litteratur 1930 Illustration: Sanna Kullin

Med urimelig stor begejstring kaster vi os over nogle i grunden ret middelmådige digte. De er skrevet af manden, der trodsede Nobelprisens naturlove og – som den eneste nogensinde – modtog prisen efter sin død. Nemlig den tidligere permanente sekretær for Det Svenske Akademi: Erik Axel Karlfeldt. Noget så ekstraordinært kalder på et afsnit, hvor vi giver afkald på princippet om kun at læse på dansk. Derfor læser vi Karlfeldt på svensk, idet vi dykker ned i Fridolins Visor. En digtsamling skrevet af den fiktive Fridolin, der er en studeret mand af bondeslægt. Det er en karakter, som forfører halvdelen af bogklubben, mens den anden halvdel ikke rigtig køber hans "jeg-er-både-bonde-og-akademiker"-attitude. Vi udpeger de stærkeste digte fra samlingen og får dem læst højt af svenske stemmer. Lyt med når vi blandt andet taler om: "The poetry of Erik Axel Karlfeldt" En glad og munter Glenn Bech POV: Det svenske folk: en smørcreme der skiller Far skyder papkasser med gevær Konkollegaer Poesi på svenska?! Ja! Detta vill du inte missa! Tak til digtoplæserne: I älgtiden (Sara Svensson og Hampus Carlsson) Ormvisa (Hampus Carlsson) Intet är som väntanstider (Sara Svensson) Dalmarsch (Samuel Eriksson) Er det svært at følge med i oplæsningerne? Du finder alle teksterne, vi taler om, her. Erik Axel Karlfeldt vandt Nobelprisen i litteratur 1931 Illustration: Sanna Kullin

Paradise Hotel i 1800-tallets Madrid. Lyder det som noget for dig? Så vil du elske teaterstykket Mariana. Vi rejser tilbage i tiden med et 9-karats melodrama som indeholder kærlighed, hævn og overraskende plottwists. Stykket handler om den unge, smukke og rige Mariana, der har to ivrige bejlere: Daniel og Don Pablo. På hver deres måde forsøger de at gøre kur til den henrivende kvinde, der i begyndelsen holder dem begge hen. Som stykkets komiske indslag møder vi den lalleglade arkæolog Don Castulo, som går rundt med Luciano, der er svært betaget af Castulos hustru, Clara. Hvilket Castulo mistolker som interesse for arkæologi. Men det er i virkeligheden pisse ligegyldigt for stykket. For inden dramaet er omme, kommer der afsløringer, som kaster Mariana ud i et umuligt valg. Og snart bliver vi vidne til en tragedie, der trækker tråde til en dyster fortid! Hvis du vil forstå, hvordan det hele hænger sammen, så lyt med, når vi blandt andet taler om: Spaniens Bjarne Corydon Hvad er "vi" for noget? Glorificering af femicide Den mejikanske samling En forhammer lige i skalle "Men hva' fa'en?!" tænker den opmærksomme lytter nok, "Echegaray vandt nobelprisen i 1904 sammen med Frédéric Mistral – hvorfor taler I om ham nu?!". I "Opstøvet"-afsnittene samler vi op på de forsvundne og oversete forfattere, hvor det har været vanskeligt at opstøve bevarede værker. Det er om forfattere så forsømte, at tilmed vores selvbestaltede Nobel-kommission har overset dem. Mere om det i afsnittet. José Echegaray vandt Nobelprisen i litteratur 1904 Illustration: Sanna Kullin

Så er det igen tid til den ugudelige power ranking af sæsonens nobelprisvindere. Der kommer udsving i de ellers rolige temperamenter, når vi i denne sæsonafslutning ender i et meget afdæmpet litterært håndgemæng. Der er nemlig uenighed om flere placeringer på listen. Mens vi drøfter kvaliteten af de forskellige værker, kommer vi blandt andet forbi: Et brev fra Bernard Shaw Paulo Coelho = lort En meget overraskende 1'er 120 års litterært flow-tv Banal verdensberømmelse Vil du gerne have 10 års nobelprislitteratur kogt ned til en halv time? Så er dette afsnittet, du ikke må gå glip af!

Det' sørme, det' sandt, Deledda! I dette afsnit siger vi ciao og rejser til Sardinien efter noget af litteraturhistoriens bedst gemte guld! Heldigvis er der mange guldjægere, der er ved at opdage den litterære rigdom, som Deledda har efterladt. Jeppe Bremann fra forlaget Multivers er med som kyndig gæst, når vi tager fat i et af de ganske få værker, som findes på dansk. Nuvel det er måske lidt gammeldags, og ja det er da lige vel mættet med kristne paroler. Men kan hun skrive, så det rusker? Assoluto! "Men hvad handler bogen så om?!" Cirka dette: Basileus Bacai er død. Han har tilsyneladende ikke efterladt sig et testamente, hvorfor hans pæne formue falder i hænderne på broderen, Sebedeus. Tilbage sidder Basileus' kæreste, Lia, og deres uægte søn, Salvatore, med en lang næse og en tom bankbog. Arven skaber intriger og konflikter mellem Lia og familien Bacai. Uforklarlige ulykker begynder nu at ramme arvingerne. Særligt slemt er det, da Sebedeus' søn, Bellia, bliver bidt i hånden af sin hest. Han bliver syg, og må rejse til havet med sin mor for at blive rask. Mystikken, konflikterne og følelserne når sit klimaks i de sidste scener, hvor et plottwist ligger og lurer! Lyt med, når vi blandt andet taler om: En kvinde i en mands sjæl Enhver jysk landsmands drøm Har Elena Ferrante glemt Deledda? En hilsen i sølvramme fra Il Duce Siger du grazie til et stykke med Grazia? Så lyt med! Grazia Deledda vandt Nobelprisen i litteratur 1926 Illustration: Sanna Kullin

Hvad er det, der får os til at grine af meme's, komedier og Finn'sk fjernsyn? Den franske stjernefilosof Henri Bergson satte sig for at analysere sig frem til svaret. Eller rettere: han satte sig for at finde ud af, hvad der gør, at noget er sjovt. Kernen i Bergsons teori går ud på, at komik opstår i det øjeblik, vi møder noget mekanisk og stift, hvor vi forventer noget menneskeligt og fleksibelt. Men hvad betyder det overhovedet? Og holder den i byretten godt 100 år senere? Det (og meget andet) diskuterer vi i dette afsnit, hvor vi har herligt besøg af Caroline Enghoff. Måske har du siddet og klukket på blaagaardens instagramprofil, hvor du finder litteratursjov og meme's ad libitum. I så fald kender du Carolines humor, for det er hende, der står bag indholdet på profilen. Sammen går vi i kødet på Latteren fra år 1900. En usjov bog, som ødelægger din humor. Men måske bliver vi også en lille smule klogere. Undervejs taler vi blandt andet om: Jesper Buch på Caminoen En spand med griseblod Joykill og krænkelse Gøg og Gokke for marsmænd Lars Løkkes nye pibe-grimasse "Hvad fanden griner du ad?!", har en aggressiv mand måske råbt dig i ansigtet engang. Lyt med og få et fiffigt svar til næste gang det sker! Henri Bergson vandt Nobelprisen i litteratur 1927 Illustration: Sanna Kullin

Pak din taske, og rejs med bogklubben til Venedig sammen med dagens Mann i skysovs! En forfatter, der blev en af sin tids største litterære stjerner, men som alligevel aldrig blev helt tilfreds med tilværelsen. Tilfredse er vi derimod, for med som gæst i dette afsnit er Agus Djaja Soewarta, der til dagligt er lektor på litteraturvidenskab på Københavns Universitet. I fællesskab taler vi om romanen, der forløber nogenlunde således: Gustav von Aschenbach - en stor og anerkendt forfatter - går tur i München og indser, at han trænger til at rejse væk. Ad omveje havner han i Venedig, hvor han bliver besat af den skønne polske dreng Tadzio. Mens Aschenbachs besættelse vokser, spreder en faretruende sygdom sig i byen, og snart står han over for flere afgørende valg. Kom med på en filosofisk tour de force, inden vi for alvor dykker ned i værket. Undervejs kan du blandt andet høre om: Poul Krebs Schopenhauer og Nietzsche Angsten for aldring Fuld på Oslofærge-måden Børnetime i livmoderen En kuvert med guldkorn Råber du 'Halleluja', når det regner med Mann? Så bør du i den grad lytte med! Thomas Mann vandt Nobelprisen i litteratur 1929 Illustration: Sanna Kullin