
IDRÆTSMØDET
Diskutér IDRÆTSMØDET på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Diskutér IDRÆTSMØDET på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Har vi den børneidræt, vi fortjener? Børneidrætten er foreningslivets største styrke – men tallene viser, at børns motoriske færdigheder og trivsel er under pres. Spørgsmålet er: Har vi den børneidræt, vi tror vi har? Og hvem tager ansvar for at løfte kvaliteten, så alle børn møder en mere fagligt og pædagogisk ambitiøs tilgang? I denne session får du både ny viden, internationale perspektiver og en skarp debat om fremtidens børneidræt. Sport England præsenterer kampagnen “Play Their Way”, der sætter fokus på trænere og lederes evne til at tage udgangspunkt i det enkelte barn. Henrik Brandt giver et oplæg om status og udfordringer i dansk børneidræt – og derefter åbnes debatten med repræsentanter fra DGI, DBU og Dansk Skoleidræt. Moderator: Jimmy Bøjgaard, journalist Oplægsholdere og panel: Henrik Brandt – Direktør, IdrætsPlatformen Johnny Krogh Hansen – Næstformand, DBU Jylland Morten Jørgensen – Formand, Dansk Skoleidræt Repræsentanter fra Sport England Niels Grinderslev – Konsulent, DGI Poul Broberg – Chef for Public Affairs og Samfundsindsatser, DIF

Forældrenes rolle i idrætten – hvordan støtter man bedst sit barn? Forældre spiller en enorm rolle i børns idrætsliv — både når det går godt, og når presset stiger. Men hvordan ser god støtte egentlig ud i praksis? Og hvordan undgår man at ville for meget? I denne session præsenterer Team Danmark deres nye Forældreguide, udviklet sammen med Kolding Talent. Guiden giver viden, refleksion og konkrete værktøjer til forældre med børn i sport — bygget op omkring 10 temaer, der følger rejsen fra nysgerrig begynder til ambitiøs udøver. Vi stiller skarpt på spørgsmål som: · Hvordan omsættes gode værdier og anbefalinger til virkelighed i hverdagen · Hvordan skaber man den bedste opbakning — uden at presse · Hvornår bliver engagementet for meget · Hvad er forskellen på forældreroller i individuel sport vs. holdidræt Efter præsentationen giver forsker Martin Erikstad sine perspektiver. Han har bl.a. undersøgt to generationer af norske landsholdsspillere og deres forældres betydning for talentudviklingen. Deltagere: Stine Møllebro – Talentudvikling, Team Danmark Martin Kjeøen Erikstad – Førsteamanuensis, Universitetet i Agder Moderator: Jimmy Bøjgaard – Journalist

Når partnerskaber bringer frivillighed ind i skolen – hvad sker der så? Hvordan kan stærke samarbejder mellem skoler, foreninger, kommuner og nationale organisationer skabe mere frivillighed, mere engagement og stærkere fællesskaber blandt børn og unge? Denne session viser, hvad der sker, når lokale kræfter og nationale aktører trækker i samme retning. Vi dykker ned i flere konkrete eksempler: Juniortræneruddannelsen i Holbæk Udsprunget af frihedsforsøget og nu et valgfag på fem skoler. Her arbejder skole og foreningsliv tæt sammen om at give eleverne kompetencer inden for ansvar, frivillighed og ledelse. Holbæk Kommune deler erfaringer med at gøre frivillighed til en bæredygtig del af skolen — i tæt samarbejde med bl.a. DBU Sjælland og Specialsport.dk. Skive Kommunes helhedsmodel Skive har samlet en række gode initiativer og skabt en stærk sammenhæng mellem Fritidspas, SkoleSport og Junioridrætsledere. Resultatet er flere aktive børn og unge — og et foreningsliv, der styrkes gennem udviklingen af unge, engagerede trænere. Skive Ungdomsskole Giver et praksisnært indblik i, hvordan arbejdet fungerer i hverdagen, og hvad der skal til for at få de unge godt over i foreningslivet. Undervejs stiller vi skarpt på centrale spørgsmål: · Hvordan får man alle skoler med i arbejdet · Hvad har været indgangen til skolerne — og til foreningerne · Hvordan sikrer man, at de unge faktisk finder vej ind i foreningslivet og bliver der Deltagere: Annette Borch Jensen – Foreningskonsulent, Holbæk Kommune Mette Arnth Vadsager – Skoleleder, Kildebjergskolen Sune Jeppe Hald – Lærer, Jyderup Skole Venu Kandiah – Projektleder, DBU Sjælland Jesper Lykke – Lærer og Skolesportskoordinator, Ådalskolen Mikkel Horne Bervild – Daglig leder, Kildebjergskolen SFO Moderator: Mikkel Risager – Konsulent, Aalborg Kommune

Styrk fællesskabet – sådan skaber vi trygge og inkluderende idrætsmiljøer for børn og unge Hvordan bygger vi idrætsfællesskaber, hvor alle børn og unge føler sig set, trygge og som en del af noget større? Denne session dykker ned i konkrete metoder, nye projekter og erfaringer, der viser vejen mod stærkere trivselsmiljøer i idrætten. Vi starter i Norge med HeleMeg – et projekt, der kombinerer mentale og fysiske styrkeøvelser for at skabe robuste fællesskaber. HeleMeg arbejder både med unge trænere (16–26 år) og udøvere (6–19 år) og giver praktiske redskaber til at styrke sammenhold, tryghed og trivsel i hverdagen. Dernæst får vi et indblik i GymDanmarks nye satsning Klar til livet. Her er målet at styrke unges trivsel gennem fitnessmiljøer, der er både inkluderende og attraktive. Projektet tilbyder praksisnære forløb – blandt andet Fit2Go – som gør det let for foreninger at skabe gode træningstilbud for unge mellem 12 og 18 år. Fokus er på sund træningskultur, fællesskab og fastholdelse. DGI deler også deres erfaringer med at skabe stærke ungdomsmiljøer, før vi åbner for spørgsmål og dialog fra salen. Deltagere: Birthe Hodnekvam – Projektleder, HeleMeg Charlotte Agergaard – Fitnesskonsulent, GymDanmark Natacha Maria Hilkøb – Udviklingskonsulent, GymDanmark Moderator: Sanne Fremlev, projektleder, Aalborg Kommune

Generation Sunde Børn & Fritidsmissionen: Hvordan skaber vi stærke, sunde og inkluderende børneliv? Hvordan sikrer vi, at alle børn i Danmark får et godt afsæt for et sundt, aktivt og trygt liv? Generation Sunde Børn arbejder på netop det. Projektet kombinerer forskning og lokalsamfundsindsatser for at skabe hverdagsmiljøer, hvor børn trives, bevæger sig mere og bliver en del af stærke fællesskaber. Med afsæt i den nyeste viden om børns bevægelse, ernæring og sundhed sætter projektet særligt fokus på at forebygge overvægt og mindske social ulighed. Målet er klart: at give alle børn et solidt fundament for sund vægt, trivsel og udvikling. DGI præsenterer også Fritidsmissionen – en national ambition om, at alle børn og unge i skolealderen skal gå til mindst én fritidsaktivitet sammen med andre. Et initiativ, der både styrker fællesskaber og åbner døre til nye muligheder. Deltagere: • Thomas Skovgaard, Forskningsleder, Active Living, SDU • Signe Bohm, Programleder, DGI Moderator: Kristina Poulsen, Konsulent, Aalborg Kommune

Folkesundhedsloven til debat – hvad betyder den for idræt, fællesskab og forebyggelse? Danmark står foran en ny folkesundhedslov, der skal styrke forebyggelsen, mindske social ulighed i sundhed og sikre, at kommuner, regioner og stat arbejder mere systematisk og datadrevet med folkesundhed. Loven skal gøre det lettere at leve sundt, styrke mental trivsel og sikre, at sundhed tænkes ind i alle politiske beslutninger for at øge antallet af gode leveår. I denne session dykker vi ned i, hvilken rolle idræt og foreningsliv kan spille i lovens fremtidige udformning. Panelet diskuterer blandt andet: · Hvilke forventninger er der til folkesundhedsloven · Hvordan borgerne kommer til at møde loven i praksis · Idrættens betydning for forebyggelse og trivsel · Foreningernes rolle – både de små frivillige og de store organisationer · Økonomiske prioriteringer · Hvordan vi aktiverer den ældre del af befolkningen, som stadig er friske og aktive Panel: Thomas Skriver Jensen – Folketingsmedlem (Socialdemokratiet) Jan Nymark Thaysen – Rådmand for Klima, Kultur og Sundhed (V), Aalborg Kommune Pernille Aude – Formand, Dansk Firmaidræt Charlotte Bach Thomassen – Formand, DGI Frans Hammer – Næstformand, DIF Moderator: Tina Müller, journalist

Internationale indspil – hvad kan vi lære af Sport Englands kampagner? Hvordan skaber man kampagner, der faktisk ændrer adfærd, skaber tilhørsforhold og får flere mennesker i bevægelse? I denne session får vi et unikt indblik i Sport Englands strategier, greb og erfaringer — inklusive det, vi ikke har hørt før. Sport England deler centrale pointer fra deres seneste arbejde, bl.a.: Tilhørsforhold starter med inklusion Hvorfor den nye This Girl Can-strategi ikke kun handler om kvinder, men om at hjælpe hele sportssektoren med at blive mere inkluderende og relevant for flere målgrupper. Betalte medier i adfærdsændring Hvorfor man ikke kan nøjes med “Hvis du bygger det, kommer de af sig selv” — og hvordan strategisk brug af medier kan flytte både holdninger og handlinger. Kunsten at være ægte Hvorfor autenticitet er vigtigere end nogensinde i en verden, hvor meget føles poleret og uvirkeligt — og hvordan det påvirker kommunikation, kampagner og brandopbygning. Sessionen giver et sjældent indblik i internationale tendenser og konkrete greb, der kan inspirere både organisationer, kommuner og foreninger i Danmark. Deltagere: Sport England Moderator: Tina Müller – Journalist

Idrætsanlæg som nøglearenaer for sundhed og trivsel – hvad betyder den nye folkesundhedslov? Den kommende folkesundhedslov kan blive et afgørende vendepunkt for kommunernes arbejde med forebyggelse, trivsel og mental sundhed. I denne session undersøger vi, hvilken rolle idrætsfaciliteter kan få i et nyt sundhedsfremmende landskab — og hvordan de allerede i dag fungerer som hverdagsarenaer for bevægelse, fællesskab og uformelle møder. IFFD og Idrættens Analyseinstitut giver både et strategisk overblik og praksisnære eksempler på, hvordan faciliteter kan udnytte deres potentiale i lyset af lovens intentioner. Vi dykker ned i: Hvad betyder folkesundhedsloven for idrætsområdet? Et kort rids af lovens betydning for lokal organisering, forebyggelsesindsatser og samarbejde på tværs af forvaltninger. Faciliteters spillerum og potentialer Hvordan idrætsanlæg kan bidrage direkte og indirekte til kommunale sundhedsmål — fra lavtærskelaktiviteter til partnerskaber med sundhedscentre. Konkrete eksempler fra faciliteter, der allerede arbejder målrettet med sundhed og trivsel, og som viser, hvordan idrætsanlæg kan være stærke lokale knudepunkter. Perspektiver fremadrettet Hvilke organisatoriske, politiske og partnerskabsmæssige greb skal der til for at løfte indsatsen yderligere? Deltagere: Holger Kortbek – 2. næstformand, IFFD Peter Forsberg – Chefanalytiker, IDAN Thomas Nielsen – Direktør, Holbæk Sportsby Peter Emil Tikøb Højlund – Leder af Fritid, Thisted Kommune Moderator: Tina Müller – Journalist

Motion for et langt og sundt liv – hvad virker egentlig? Vi lever længere end nogensinde før, men samtidig mangler vi hænder i ældreplejen og sundhedsvæsenet. Det gør spørgsmålet om sund aldring både aktuelt og afgørende. For hvordan sikrer vi, at flere holder sig friske, stærke og selvhjulpne længst muligt — til gavn for både livskvalitet og samfund? I denne session dykker vi ned i nogle af de vigtigste spørgsmål: · Kan idræt, motion og et aktivt hverdagsliv være en del af løsningen? · Hvad siger forskningen om, hvad der virker — og hvornår? · Hvilke træningsformer gør størst forskel for forskellige grupper af seniorer? · Hvordan håndterer vi udfordringer som multisyge og stigende ulighed i sundhed? · Hvad kan vi lære af andre lande? · Og hvordan klæder vi civilsamfundet og foreningerne bedre på til at støtte gode træningsvaner? Du møder både forskningen, praksiserfaringerne og de konkrete anbefalinger, der kan flytte noget i virkeligheden. Oplægsholdere: Charlotte Suetta – Professor & overlæge, Region Hovedstaden Jeannette Bossen – Chefkonsulent, DGI Moderator: Morten Arvidsson – Specialist, Aalborg Kommune

Børns bevægelsesvaner – og hvordan får vi dem med usynlige handicap med? Hvordan bevæger børn og unge sig i dag — og hvordan sikrer vi, at også dem med usynlige handicap får gode fritidsoplevelser? Denne session kombinerer ny viden fra forskningen med helt konkrete værktøjer til praksis. Først præsenterer Syddansk Universitet de nyeste resultater fra Danmark i Bevægelse med fokus på forskelle i børn og unges bevægelsesvaner på tværs af alder, køn og geografi. Derefter giver Videnscenter om Handicap et indblik i projektet Sammen om fritid — et samarbejde med DGI, Bifrost og Spejderne. Her får du inspiration til små, men afgørende justeringer i foreningerne, der gør det lettere for børn og unge med usynlige handicap at deltage og trives i fritidslivet. Deltagere: Mie Maar Andersen – Konsulent, Videnscenter om Handicap Jens Hoyer‑Kruse – Forsker, SDU CISC Moderator: Tina Müller – Journalist

Multisport & Talentudvikling: Myter, mekanismer og muligheder Hjælper det virkelig børn og unge at dyrke flere sportsgrene – eller skal man specialisere sig tidligt for at nå toppen? Forskningen giver nogle overraskende svar. I denne session præsenterer Louise Kamuk Storm (SDU) ny viden om sammenhængen mellem multisport i barndom og ungdom og sandsynligheden for at nå en international karriere senere i livet. Vi ser på, hvad data faktisk viser – og hvilke myter der bør aflives. Derefter går vi tæt på praksis: Hvordan arbejder Guldminen og BK Skjold med multisport i hverdagen, og hvilke erfaringer har de gjort sig? Samtalen munder ud i en fælles drøftelse i plenum. Deltagere: • Louise Kamuk Storm, Associate Professor, SDU • Christian Lehmann, Sportslig leder, Guldminen / FC Midtjylland • Jan Sørensen, Formand, BK Skjold Moderator: Jimmy Bøjgaard

National bevægelsesstrategi i skolerne – hvad har vi lært indtil nu? Hvordan får vi mere bevægelse ind i skoledagen på en måde, der både giver mening for elever, lærere og kommuner? Denne session giver et indblik i de første erfaringer med den nationale bevægelsesstrategi, som skal styrke trivsel, læring og hverdagsaktivitet i skolerne. Jette Agerbo Maksten fra UCN — medlem af styregruppen for strategien — præsenterer tankerne bag initiativet, hvordan det rulles ud i praksis, og hvilke erfaringer og barrierer der allerede tegner sig. Efter oplægget følger en debat med idrætsorganisationer og lokalpolitikere, der har ansvaret for at omsætte strategiens intentioner til virkelighed i kommunerne. Debatten kredser om spørgsmål som: Hvor ser kommunerne styrker og svagheder i strategien Hvad betyder decentraliseringen for skolernes arbejde Hvilke muligheder giver midler til faglokaler og faciliteter Hvordan ønsker skolerne at samarbejde med foreningerne Panel: Mogens Kirkeby – Næstformand, DGI Bjørn Friis Neerfeldt – Generalsekretær, Dansk Skoleidræt Thomas Bach – Næstformand, DIF Jette Agerbo Maksten – Lektor og uddannelseskonsulent, UCN Lone Olsen – Formand for Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget, Hjørring Kommune Morten Thiessen – Rådmand for Børn og Unge, Aalborg Kommune Moderator: Tina Müller – Journalist

Danmark i Bevægelse – hvordan ændrer voksnes bevægelsesvaner sig? Hvordan bevæger voksne danskere sig i dag — og hvordan har det ændret sig siden 2020? I denne session folder Syddansk Universitet deres keynote ud og går i dybden med de nyeste fund fra Danmark i Bevægelse, den største kortlægning af danskernes aktivitetsvaner. Sessionen dykker ned i tre centrale temaer: 1. Hvordan bevæger voksne sig? Hvilke aktiviteter fylder mest? I hvilke sammenhænge er vi aktive? Og hvordan har vores bevægelsesvaner udviklet sig fra 2020 til 2025? 2. Forskelle mellem kommuner Der er markante geografiske forskelle i, hvor meget og hvordan voksne bevæger sig. Vi ser på udviklingen på tværs af landet — og hvad der kan forklare forskellene. 3. Udviklingen i cykelvaner Hvordan har danskernes cykling ændret sig siden 2020 — både som transportform og i fritiden? Og hvad betyder det for sundhed, mobilitet og hverdagsaktivitet? Deltagere: Karsten Elmose-Østerlund – Lektor, SDU CISC Jens Hoyer-Kruse – Forsker, SDU CISC Michael Lejbach Bertelsen – Postdoc & projektleder, SDU CISC Moderatorer: Peter Pindstrup & Jane Tange – Landdistriktskonsulenter, Aalborg Kommune

Samarbejde på tværs – hvordan gør man det i praksis? Tværgående samarbejde er blevet et nøgleord i både dansk og international idræt. Men hvad skal der egentlig til for at få det til at fungere i hverdagen – og hvem tager ansvaret for at samle trådene? I Norge har Idrettsklynge Vest samlet otte aktører inden for idræt, fysisk aktivitet og folkesundhed i Vestland. Her arbejder man målrettet på at dele viden, skabe fælles løsninger og udnytte synergier mellem idræt, sundhed, kommuner og uddannelsesmiljøer. Resultatet er nye, mere helhedsorienterede måder at løse samfundsudfordringer på. I England spiller Sport England en central rolle i at koordinere indsatser på tværs af sektorer – og et hurtigt kig på deres arbejde viser, hvor omfattende og strategisk deres tilgang er. I denne session dykker vi ned i: • Konkrete erfaringer fra Idrettsklynge Vest • Hvordan Sport England organiserer og samler indsatser • Hvad der skal til for at få samarbejde til at fungere i praksis Deltagere: • Malene Joensen, Daglig leder, Idrettsklynge Vest • Sport England Moderator: Tina Müller, journalist

Regionen, kommunen og de personlige trænere – hvordan skaber vi sammenhæng i forebyggelsen? Hvordan får vi flere borgere til at bevæge sig mere — og hvordan kan regioner, kommuner og private aktører spille hinanden stærkere? Denne session undersøger, hvordan personlige trænere kan blive en aktiv del af den forebyggende indsats, og hvordan samarbejdet på tværs kan skabe bedre resultater for borgerne. Region Nordjylland og Aalborg Kommune deler erfaringer fra deres arbejde med forebyggelse, sundhed og bevægelse — og giver et indblik i, hvor de ser potentialer og udfordringer i samarbejdet med private aktører. Personlige trænere bidrager med perspektiver fra praksis: Hvad oplever de i mødet med borgerne? Hvilke greb virker? Og hvordan kan de spille en rolle i både tidlig indsats og fastholdelse? Samtalen kredser om: · Hvordan vi skaber bedre sammenhæng mellem sundhedsvæsen, kommune og civilsamfund · Hvilke borgere der kan have særlig gavn af personlig træning · Hvordan vi sikrer kvalitet, faglighed og fælles retning · Hvilke modeller der kan gøre samarbejdet bæredygtigt — både økonomisk og organisatorisk Formålet er at åbne for nye samarbejdsformer, der kan styrke forebyggelsen og gøre det lettere for flere borgere at komme i gang med bevægelse. Deltagere: Region Nordjylland Aalborg Kommune Personlige trænere Moderator: Andy Nielsen – Konsulent, Aalborg Kommune